23948sdkhjf

Lån en ekspert i Forskerparken

Lån en ekspert gratis i en halv time. Det er det utraditionelle vintertilbud fra Syddanske Forskerparker til det innovative miljøs virksomheder og kommende iværksættere.
- Vi kan se, at mange af vores virksomheder har så travlt med deres udviklingsprojekter i dagligdagen, at de kan have svært ved at nå hele vejen rundt og få svar på deres egne praktiske spørgsmål. Så derfor fik vi ideen til at lave et arrangement, hvor rådgiverne komme til kunderne i stedet for omvendt, siger innovationskonsulent Søren Jensen, Syddanske Forskerparker.

Ni eksperter rådgiver
Arrangementet, Lån en ekspert, afholdes i Forskerparken i Odense den 7. februar 2006.

Her stiller ni eksperter gratis deres viden til rådighed ved en række halv-times konsultationer af de tilmeldte virksomheder.

Én af deltagerne er patentrådgiver, Henrik Ørsnes, Budde, Schou & Ostenfeld A/S:

- Det giver kun mening at tale om et succesfuldt fremtidigt vidensamfund i Danmark, hvis den viden, der genereres, bliver beskyttet. Nye ideer, viden og produkter skabes ofte i små og mellemstore virksomheder, der ikke altid har allokeret ressourcer til beskyttelse af denne viden. Store som små virksomheder må mere end nogensinde passe på deres identitet, ideer, viden og produkter i form af immaterielle rettigheder såsom patenter, brugsmodeller, designs og varemærker, siger Henrik Ørsnes, Budde, Schou & Ostenfeld A/S, som på dagen tilbyder virksomhederne gode råd om, hvordan de skal beskytte deres viden og opfindelser.

Udover at de gode ideer skal beskyttes, skal der også rejses penge til udvikling, og her er der blandt andet hjælp at hente fra fundraiser Ole Holst:

- For innovative virksomheder i vækst er finansiering altid en udfordring Men mange virksomheder bliver overraskede når de opdager, at de faktisk godt kan opnå økonomisk støtte fra fx EU, hvis blot de er opmærksomme på de mange støtteprogrammer. Ved at deltage i sådan et arrangement kan jeg derfor være med til at åbne virksomhedernes øjne for helt nye finansieringskilder, siger chefkonsulent og fundraiser Ole Holst, Formidlingscentret, der har specialiseret sig i at udvikle og beskrive innovative projekt-ideer med henblik på at opnå ekstern finansiering – enten gennem EU eller gennem nationale støtteordninger.

Rådgiverne, som virksomhederne kan låne gratis på dagen, er:
- Advokat Jan Kristensen, Focus Advokater
- Erhvervsrådgiver Jens Erik Larsen, Amagerbanken A/S
- Iværksætterkoordinator Vagn Toft, Fyns ErhvervsCenter
- Fundraiser Ole Holst, Formidlingscentret
- Kontaktchef Gert Rasmussen, Nørgaard Mikkelsen
- Patentrådgiver, Henrik Ørsnes, Budde, Schou & Ostenfeld A/S
- Statsautoriseret revisor Mogens Hansen, Ernst & Young
- Venturerådgiver og investeringschef Ulrik Jensen, Syddansk Venture AS
- Kommunikationsrådgiver Per Roholt, Bureau4

Behov for videnarbejdspladser
Hele formålet med arrangementet er at få ryddet op i bunken af spørgsmål i virksomhedernes skuffer:

- Vi kommer jo ikke uden om, at den syddanske region har brug for flere videnarbejdspladser. Med arrangementet vil vi gerne gøre en ekstra indsats for at støtte de spændende nye spirende innovative virksomheder, som faktisk findes i Syddanmark.
Speed-rådgivning er måske ikke svaret på alle problemer, men forhåbentligt kan det være med til at fjerne nogle af de sten, som iværksætterne møder på vejen, siger Søren Jensen, Syddanske Forskerparker.

Deltagere og program
Arrangementet, Lån en ekspert, afvikles tirsdag den 7. februar 2006 i Syddanske Forskerparker, Odense afdeling, Forskerparken 10, 5230 Odense M.

Programmet starter med en velkomst ved innovationskonsulent Søren Jensen og afsluttes med sandwich og forfriskninger klokken 17.00.

Hvis du har brug for yderligere oplysninger om arrangementet, er du velkommen til at kontakte Søren Jensen, telefon 63 15 71 00

Kilde: Syddanske Forskerparker http://www.syddanskeforskerparker.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109