23948sdkhjf

Stifter om ekspansionsplaner: Vores model kan udbredes til hele verden

International ekspansion og en tidoblet omsætning. Så ambitiøse lyder planerne for designvirksomheden Mater, der i starten af måneden løftede sløret for en ny pengestærk medejer i form af growth-fonden Nordic Alpha Partners, NAP, der har spyttet et ”stort, tocifret millionbeløb” i den 15 år gamle virksomhed.

For stifter Henrik Marstrand indvarsler investeringen en ny epoke i Mater, der de senere år er vokset støt.

– Ser vi bort fra det ekstraordinære corona-år, så har den gennemsnitlige vækst været på cirka 30 procent hvert år, så det har jo været en hel ok vækst – men det betyder jo ikke, at man siger nej, når der opstår sådan en mulighed, forklarer han med henvisning til det nye partnerskab.

Et nyt niveau af forståelse

NAP investerer i greentech-virksomheder, og for Mater er den grønne teknologi en lige så stor del af eksistensgrundlaget som de gode designløsninger.

Maters teknologi

Mater har de seneste år udviklet en patenteret teknologi, der gør det muligt at bruge en lang række affaldsfraktioner i virksomhedens møbler. Det gælder blandt andet affaldsplast, der i form af fiskenet er blevet til Maters Ocean-kollektion, men også ristede kaffeskaller, kasserede insulinpenne og rester fra Carlsbergs ølproduktion har virksomheden fundet nye måder at anvende på.

– Eksempelvis med ølmasken (restprodukt fra ølproduktionen, red.) har vi i samarbejde med Teknologisk Institut fundet en måde, hvor vi kan tørre det her våde affald, blande det op med granulat af plastaffald og herefter formstøbe møbler, som jo er en ældgammel teknik, fortæller Henrik Marstrand.

Mater har ikke selv produktion, men indgår i stedet partnerskaber med produktionsvirksomheder og indtager i den forbindelse rollen som teknologipartner.

– Vi har været på en rejse med diverse genanvendte produkter gennem årene, men da vi for tre år siden lancerede vores Ocean-serie, gik vi for første gang ind i plastik, nærmere bestemt genanvendelse af fiskenet, og det tog os til et andet forståelsesmæssigt niveau, forklarer han og uddyber:

– Her blev det tydeligt, at jo mere vi sælger, jo mere kan vi rydde op, og det gav os en nysgerrighed på, hvordan vi kunne anvende endnu flere af de her problematiske affaldsprodukter.

Det nye niveau af forståelse for sagen medførte også en ændret tilgang til Maters kunder.

– Hvor man kan sige, at vi før gik ind ad døren til en potentiel kunde med en stol under armen og spurgte, om de ville købe den, så går vi i dag ind og spørger, om vi må få lov at kigge på deres affald. Og spørgsmålet om, hvordan man kommer af med affald på en ansvarlig måde, fylder rigtig meget hos de store virksomheder, så det bliver taget utrolig positivt imod, fortæller Henrik Marstrand.

En spand kul til nøglemarkederne

Herhjemme har kunder som Novo Nordisk, Carlsberg og BKI allerede fået øjnene op for genanvendelsesmulighederne, og således har Mater i dag møbler bestående af blandt andet gamle insulinsprøjter, ristede kaffebønnekapsler og restproduktet ølmask i kollektionen. Nu rettes blikket mod de internationale erhvervskunder.

–  Vi starter der, hvor det er mest håndterligt, og det er de store erhvervskunder, fordi vi med dem ved, nøjagtig hvad vi har at gøre med, når det kommer til materialestrømmene, forklarer Mater-stifteren.

I første omgang skal investeringskronerne især bruges på virksomhedens nøglemarkeder eller de, der har potentiale til at blive det.

– Der er ikke nogen nye markeder i kikkerten for nuværende, i stedet har vi lagt en ekspansionsstrategi, der hedder Skandinavien, England, Tyskland og på lidt længere sigt USA, lyder det fra Henrik Marstrand, der peger på, at kunderne her har fået øjnene op for den bæredygtige dagsorden.

– Storbritannien har længe været langt fremme, og Tyskland kommer bragende, men vi oplever også, at mange af de store arkitektvirksomheder virkelig har fået øjnene op for at skulle præsentere de bedste materialer, og bygherrer og offentlige indkøbere stiller i dag helt andre krav end for bare to år siden, forklarer han.  

Fantastic, how can we help?

Ser man på den danske møbelbranche, er bæredygtighed de senere år kommet på alles læber, og en lang række virksomheder og producenter søger i øjeblikket at brande sig med en grønnere profil.  

– Men det er lige før, jeg vil sige, at der ude i verden er endnu mere fokus på det, lyder det fra Henrik Marstrand, der gennem 15 år har fået opbygget et indgående kendskab til de danske forbrugere og forhandleres indstilling til det bæredygtige.

– Og i Danmark har en af de store udfordringer været en høj grad af mistro. Altså ”det lyder meget godt, men kan det nu virkelig passe?”, så selvom vi som folkefærd siger, at vi gerne vil i en grønnere retning, holder vi os meget til det, vi kender, fortæller han.

Kigger man i stedet mod USA eller Storbritannien er det en anden indstilling, virksomheden og dens teknologi umiddelbart er blevet mødt med.

– Der er første reaktion ”Fantastic, how can we help?”, så der er en helt anden approach og en meget, meget positiv energi omkring det, vi laver, forklarer Henrik Marstrand.

Således er Mater-stifteren ikke i tvivl om, at verden er klar til endnu flere møbler skabt af problematisk affald, og planen er da også, at produktionen på længere sigt kan flytte ud til hvor som helst, det måtte give mening.

– Nu har vi øvet os på den her teknologi i 2,5 år, og vi er ikke interesserede i at have produktionen selv. Derimod er vi teknologipartnere, mens produktionen ligger hos produktionspartneren, og den partnerskabsmodel kan sådan set udbredes til hele verden, hvis det skulle være, fortæller Mater-stifteren om de vidtrækkende ambitioner.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109