23948sdkhjf

Møbelfabriks to ben sikrede stabiliteten i voldsomt vækstår

I Ejby på Fyn kunne inventarproducenten Albero ved udgangen af 2020 lukke bøgerne på et år, der ”meget vel kan være det bedste nogensinde”. Det fortæller indehaver og direktør Jesper Falkesgaard, der det seneste år især har kunnet glæde sig over, at virksomheden har to solide ben at stå på.  

– Vi beskæftiger os jo dels med produktion af inventar til skoler og børnehaver, dels med indretningen af kollegieværelser i Tyskland. Og skæbnen ville, at da skolerne som så meget andet lukkede ned tilbage i marts, så stod vi med 400 kollegieværelser, vi skulle etablere, fortæller ejerlederen, der siden 2009 har stået i front for den fynske virksomhed, som hans far grundlagde i 1991.  

Måske det bedste år nogensinde 

Således havde Albero-holdet altså rigeligt at kaste sig over, selvom landets skoler i en periode satte indkøbene på hold.   

– Og da vi var ved at være færdige i Tyskland, kunne skolerne igen begynde at bestille, og så kom der virkelig tryk på, fortæller Jesper Falkesgaard.  

Det ekstra tryk kan aflæses sort på hvidt i det nyligt offentliggjorte årsregnskab, hvor Alberos bruttofortjeneste voksede fra 6,8 til 9,2 mio. kr., mens resultatet før skat med 1,7 mio. kr. blev lige godt halvanden million større end i 2019 og – muligvis – det bedste i virksomhedens historie.   

– Det er i hvert fald tæt på at være det bedste nogensinde, og det er lang tid siden, det har været deroppe, fortæller Jesper Falkesgaard, der peger på, at væksten blev trukket ligeligt af de to segmenter, der hver især tegner sig for omtrent det halve af forretningen.  

Sidst Alberos bundlinje lå på den gode side af millionmærket, var i 2017, og forud for det skal vi tilbage til 2009 for at finde syv cifre på bunden i inventarproducentens regnskaber. 

Fortsat fuld fart frem 

Og det går stadig stærkt i Ejby, hvor det seneste år også har budt på to nyansættelser, der bringer den samlede stab op på 20. 

– Vi plejer ellers at se en nedgang på det her tidspunkt. Typisk har institutionerne et stort forbrug op til årsskiftet, som så flader ud i januar, februar og marts, men det har vi slet ikke set i år, fortæller Albero-diretøren.  

Han peger på, at udviklingen er den samme på tværs af markeder, og det er således både fra Norge, Sverige, Tyskland og Danmark, der i øjeblikket vælter ordrer ind til virksomheden.  

– Så det kniber også lidt med at følge med, især har vi en udfordring med at skaffe råvarer til tiden, fortæller direktøren og peger dermed på en problematik, der går igen hos de fleste i branchen.  

Albero fremstiller sine møbler i krydsfinér, der som en lang række andre materialer er i overordentlig høj kurs for tiden, men det er faktisk ikke her, det kniber, fortæller Jesper Falkesgaard.  

– Vi har heldigvis lagt nogle rammeordrer på vores kerneråvarer, som vi kan trække hjem, men vi er til gengæld udfordret på alt det andet lige fra hængsler til andre pladetykkelser, forklarer han.  

Det er imidlertid ikke noget der knægter fremtidstroen i det fynske, hvor man forventer, at 2021 holder de gode takter og frembringer et resultat på tilsvarende højt niveau.  

– Det kan vi allerede se nu. Vi har en kæmpe ordrepipeline, så vi ved, at det kommer til at se lige så godt ud, slår direktøren fast uden tøven.  

ALBERO MØBELFABRIK A/S
mio. kr. 2020 2019
Bruttofortjeneste 9,2 6,8
Driftsresultat 1,8 0,3
Resultat før skat 1,7 0,2
Årets resultat 1,3 0,2
Balancesum 11,0 8,0
Egenkapital 4,8 3,6
Antal ansatte 17 17
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2020.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078