Farve- og lakkoncernen Flügger er godt tilfreds med det seneste halvår, der er gået lige efter koncernens hoved, og den udvikling har flere forklaringer.
- Der er altid mange forklaringer. Vejret er blot én af dem. En anden væsentlig forklaring er, at vi har fået lagt en vækststrategi for perioden 2004 til 2007, som nu begynder at give bonus, og en tredje forklaring kan være, at vores konkurrenter har kludret gevaldigt i det, siger koncerndirektør Ulf Schnack til Dagbladet Børsen.
Flügger er i fuld gang med at indfri den del af sin vækststrategi, der går på at åbne 100 nye butikker i landene uden for Danmark.
Indtil nu er koncernen nået halvvejs med nye butikker i Norge, Sverige, Polen og Island.