23948sdkhjf

Fragtbøvl og frostvejr driller træhandler

Mens 2020 på langt de fleste områder blev et uforudsigeligt år for Kolding-baserede European Wood Corporation, EWC, var én ting ifølge adm. direktør og medejer Anders Ahlmann nogenlunde stabil. 

– Fragtpriserne lå året igennem på mere eller mindre samme niveau, fortæller direktøren, der har måttet sande, at billedet i dag er et andet.  

EWC forhandler træ fra primært Tyskland og Frankrig til Fjernøsten og i særdeleshed Kina.  

– Og vi er godt nok udfordret af den her situation, hvor der er kommet store ubalancer på containerfragt; det er jo gift for en forretning som vores, hvor vi kører med lave marginer og stor volumen, forklarer han.  

Ryger bagerst i køen 

Ifølge EWC-direktøren betyder det globale pres på forsyningskæderne, at det er blevet langt sværere for virksomheden bare at få fat i containere.  

– Vi handler jo så at sige containerfragt i den forkerte retning; langt det meste går fra Asien til Europa, og fragtraterne den vej er pt. omkring otte gange så høje. Det betyder, at rederierne hellere vil sende tomme containere tilbage til Asien end sælge pladsen til os, fordi vi skal bruge to uger på at læsse og to uger på at losse, forklarer Anders Ahlmann.  

At det desuden er tung last. EWC skal have fragtet, betyder ifølge direktøren, at virksomheden kommer allerbagerst i køen, når containerpladsen skal afsættes. Og der er ikke meget, virksomheden kan stille op mod problematikken.  

– Vi kan selvfølgelig betale højere fragtrater, så rederierne bider på, men fordi vi jo er en lavmarginforretning, betyder det, at kunderne skal betale mere eller leverandørerne sælge for mindre, men vi ser heldigvis tegn på begyndende bedring, lyder det.  

Den tyske vinter bider 

Og fragten er ikke det eneste, den seks år gamle virksomhed skal slås med for tiden.  

– Det er noget specielt for os, men på det sidste har vi været ramt af vintervejret, fortæller Anders Ahlmann.  

Det betyder, at virksomheden i foregående uge måtte aflyse alle læsninger i Tyskland på grund af sne og frost, der umuliggjorde fragt fra afgangshavnene. 

 – Desuden gasser vi træet, inden det sendes afsted, og anlægget, vi bruger til det, skal helst ligge over frysepunktet, så i den her uge har det stået mere eller mindre stille i Tyskland, fortæller direktøren, og peger på, at det uundgåeligt kommer til at medføre forsinkelser for de kinesiske kunder.  

I sol, måne og vejrudsigter ser han imidlertid tegn på, at temperaturen allerede i næste uge bliver bedre, og således er optimismen stadig i behold hos den østjyske virksomhed, der i september lukkede bøgerne efter et mildt sagt turbulent regnskabsår.  

– Vi er faktisk kommet rigtig godt i gang med det her regnskabsår; vi havde et rigtig godt første kvartal, og så kommer det her med fragtrater og frostvejr til at ramme os i andet, men vi håber, vi er videre, når vi kan skrive tredje kvartal, lyder det fra Anders Ahlmann.  

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079