23948sdkhjf

Sjællandsk entreprenør fokuserer på mere træ-byggeri

Flere har fået øjnene op for brug af krydslamineret træ - også kaldet CLT - i byggeriet i Danmark.

Sådan lyder det fra Martin Skou Heidemann, adm. direktør i entreprenørvirksomheden Skou Gruppen.

- Efterspørgslen kommer bredt fra det offentlige - også fra boligselskaber. Det er dem, vi oplever, driver det her, fortæller direktøren til Wood Supplys søstermedie Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Han peger på den grønne omstilling som årsag til den stigende efterspørgsel og fremhæver, at Skou Gruppen ser et stort forretningspotentiale på området.

- Det her fylder alt for lidt i forretningen i dag. Vi er tømrere, så vi brænder for at lave mere i træ, understreger han og kalder det "for tidligt" at sætte mål op for, hvor meget træbyggeri skal fylde hos Skou Gruppen på sigt. I dag er det under 10 pct.

Hvad er CLT?

Cross laminated timber - på dansk krydslamineret træ - anvendes mange steder i udlandet og er ved at vinde indpas i Danmark.

CLT er et massivtræsprodukt og materialet blev introduceret til markedet i 1990’erne i Østrig og Tyskland. Anvendelsen har især taget fart i Europa efter år 2000.
Kilde: Træ.dk - træbranchens fælles informationsprojekt

Virksomheden udfører hoved- og totalentrepriser samt store tømrer-, snedker- og mureropgaver for professionelle kunder på Sjælland. Specialet er komplicerede nybyggerier samt renoveringer og ombygninger med respekt for bygningernes kulturarv.

Snart i jorden på skole

Skou Gruppens første opgave med CLT i de bærende konstruktioner er totalentreprisen til 43 mio. kr. på opførelsen af en ny skolebygning til Frederiksborg Byskole i Hillerød. Projektet er endnu ikke gået i jorden.

- Vi går i jorden i løbet af et par måneder. Monteringen af de her CLT-elementer vil ske med vores egne tømrersvende, siger Martin Skou Heidemann og oplyser, at medarbejderne forinden deltager i et kursus.

- Vi køber CLT-elementerne som samlet leverance fra CLT Danmark. Det er også dem, der hjælper os med kurset, supplerer han.

Foruden skoleprojektet i Hillerød er der en "god håndfuld sager", hvor Skou Gruppen er i dialog om en eventuel prioritering af mere træ, lyder det fra direktøren.

Her er der både eksempler på, at det er virksomheden og den respektive bygherre, der har bragt emnet til bordet.

- Alle sager, hvor vi kan foreslå det, vil vi gøre det, siger Martin Skou Heidemann.

Hos Bygherreforeningen peger man på, at flere bygherrer har fået øjnene op for at øge anvendelsen af træ i byggeriet.
Det kan du læse hos Wood Supplys søstermedie Licitationen (kræver login). 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112