23948sdkhjf

Svanemærket stiller nye, cirkulære krav til møbler

Med en opdatering af kravene til svanemærkede møbler, har Miljømærkning Danmark sat endnu mere fokus på cirkularitet og muligheden for genanvendelse.

Ifølge Martin Fabiansen, adm. direktør i Miljømærkning Danmark, kommer Svanemærket dermed til at bidrage yderligere til håndteringen af de klima- og miljømæssige udfordringer, verden står overfor.

–  Svanemærkede produkter skal være blandt de miljømæssigt bedste på markedet. Derfor bliver kravene til de enkelte produktgrupper løbende evalueret og strammet. Det sikrer, at kravene bliver stillet ud fra den nyeste viden og udviklingen i markedet – og på den måde er Svanemærket med til at sikre en bæredygtig udvikling, udtaler Marin Fabiansen i en pressemeddelelse.

Han peger på, at der ved den seneste revision af kravene især har været fokus på at skærpe de krav, der kan fremme den cirkulære økonomi og bidrage til opfyldelsen af de 17 Verdensmål.

Bygger på nyeste viden

Ifølge Ingrid Elmedal, seniorkonsulent for Marked og Indkøb i Miljømærkning Danmark, sker de løbende stramninger af kravene ud fra den nyeste viden på området og udviklingen i markedet.

– Den løbende evaluering og stramning sikrer, at de svanemærkede produkter hele tiden er blandt de miljømæssigt bedste, og inden for de seneste år er man for eksempel blevet meget bedre til at recirkulere materialer, så det er naturligt, at vi tager det med i overvejelserne, når vi opdaterer kriterierne, forklarer hun.

Det er således baggrunden for, at der i de nye kriterier blandt andet stilles krav om, at møbler designes og produceres, så de kan skilles ad og kildesorteres, ligesom der skal kunne tilbydes reservedele. Ingrid Elmedal peger også på et øget fokus på brugen af genanvendte materialer samt kravet om fem eller ti års garanti som eksempler på stramninger, der skal understøtte et cirkulært fokus.

Et år til omstilling

Næsten 70 virksomheder i Norden har fået sat et Svanemærke på nogle af deres møbler, heraf 16 virksomheder med licens i Danmark, der i fremtiden skal dokumentere, at de lever op til de nye krav, hvis Svanemærket skal beholdes.

– En certificering med Svanemærket er tidsbegrænset, og når der kommer nye krav, skal alle producenter kunne dokumentere, at de lever op til dem, forklarer Ingrid Elmedal, der dog understreger, at der er en overgangsperiode.

– Der plejer som minimum at være et års overlap, så der er tid til at omstille sig, lyder det.

Virksomheder, der ønsker at høre mere om Svanemærkets nye kriterier, og hvordan man får certificeret møbler, har mulighed for at deltage i et webinar den 4. februar 2021 - læs mere og find linkt itl tilmelding her.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094