23948sdkhjf

Tilbageblik: Årets mest læste

Urørt skov, en fabrikslukning og et 59 år gammelt svendestykke, der blev genforenet med sin skaber. På Wood Supply har vi i årets løb været vidt omkring, og her har vi samlet årets ti mest læste artikler, der godt kan tåle en genlæsning.

Nummer 10 – Tvivl om fortsat drift hos møbelproducent

Hos Hudevad Furniture i Årslev er der siden 1967 blevet produceret formspændte møbler og komponenter, men i oktober blev der i årsregnskabet for 2019 rejst usikkerhed om virksomhedens fortsatte drift.

–  Selskabet har realiseret et negativt resultat i regnskabsåret 2019. Selskabets fortsatte drift er afhængig af, at selskabet forbedrer sin drift fremadrettet, så selskabets nuværende kreditter er tilstrækkelige til at finansiere selskabets løbende forpligtelser. Selskabets ledelse vurderer, at selskabets drift bliver forbedret i den kommende regnskabsperiode, og at selskabet derfor kan anses som en going concern, skrev ledelsen i sin beretning, uden dog at uddybe, hvordan driften skulle forbedres.

Nummer 9 – 79-årig fandt sit svendestykke i en genbrugscontainer

September bød på lidt af en solstrålehistorie, da den pensionerede møbelsnedker Jens Kjeldgaard bagerst i en genbrugscontainer fandt det svendestykke, han havde fremstillet i 1961.

Jens Kjeldgaard tilbød på stedet Kirkens Korshær at betale det samme for skænken, som genbrugsbutikken ville sætte det til salg for. Men møbelsnedkeren, som gennem årene har lagt hundredvis af frivillige arbejdstimer i butikken, fik lov at få sit svendestykke uden beregning. Således er skænken nu, efter små 59 år og en god gang rengøring og oliebehandling, igen vendt hjem til Irene og Jens Kjeldgaard.

Nummer 8 – Velhaverfamilies møbelbutikker tjener nu for alvor penge

For møbelkæden Ingvard Christensen, der blev grundlagt i Esbjerg og i dag tæller fire butikker, blev regnskabsåret 2019/20 en stor succes. På fem år er driftsresultatet i virksomheden, der er ejet af den lokalkendte Droob-familie, vokset fra 2,0 til 16,4 mio. kr., og 2019/20 blev således ikke alene bedre end budgetteret men også et rekordår for den familieejede virksomhed.

Nummer 7 – Midtjysk møbelvirksomhed skifter ejer

I oktober valgte Mogens Olsen, den ene af stifterne bag Ikast-baserede 2-Connect, at afhænde sin andel af foretagendet til en investorkreds bestående af medstifter og adm. direktør Karl-Henrik Lysgaard investor Dion Eriksen og tekstildirektør Lars Gantzel Pedersen samt Esbjerg Brygge Invest.

– For mig er det vigtigt, at Karl-Henrik Lysgaard har lyst til at køre virksomheden videre sammen med de nye investorer. Karl-Henrik har været styrmanden om bord, han kender kunder, markeder og medarbejdere, og jeg tror det har været en afgørende faktor for de eksterne investorer, lød det i den forbindelse fra den afgående stifter.

Nummer 6 – Midtjysk møbelproducent konkurs

Årets første branchekonkurs ramte HKC Møbler i Vinderup, der efter at have tabt en del penge i 2019 måtte strække våben og indgive en egenbegæring om konkurs. Det var særligt eksporten, der blev en udfordring for virksomheden, der i mere end ti år havde produceret møbler i massiv kernebøg og rustik eg.

– Det tyske marked, som har været meget vigtigt for os, er blevet sværere og sværere. De små specialbutikker er lukket i stor stil, og det har været rigtig svært. Det er dem, vi udelukkende har solgt til, fortalte stifter og direktør Hans Kurt Christensen.

Nummer 5 – Nej i Løvens Hule – Nu har Julie landet investor, Illum-aftale og coronamedvind

Mens coronaen gjorde ondt på nogle, havde andre i branchen decideret pandemedvind. Det gjaldt blandt andre den tidligere Løvens Hule-deltager Julie Bloch Lauridsen, der efter at have forladt løvehulen med uforrettet sag, lynhurtigt fandt en anden investor og i oktober kunne fejre, at Illums Bolighus havde indgået en aftale om at forhandle snack-bestikket NipNap.

Nummer 4 – Corona tager livet af Brande-virksomhed

Den midtjyske virksomhed WTT A/S, der fremstiller maskiner til træindustrien, måtte i 2020 dreje nøglen om og indgive konkursbegæring. Her pegede direktør Peter Klaas på corona som en afgørende faktor.

– Alle ordrer blev enten aflyst eller skubbet til 2021, så det hang simpelthen ikke sammen for os at stå med et rigtig dyrt værksted, og derfor valgte vi at indgive konkursbegæring, lød det i maj fra direktøren, som understregede, at søsterselskaberne WTT Service ApS samt WTT Engineering kørte uanfægtet videre

Nummer 3 – Glasproducent knækker halsen efter 115 år

Også den Holstebro-baserede glasproducent P. Rømer Glas blev i oktober efter 115 års levetid taget under konkursbehandling. Under corona havde virksomheden oplevet et svigtende salg, fortalte kurator Kristian Dalsgaard til Wood Supply, og det ledte til en egenbegæring om konkurs fra virksomheden, der på det tidspunkt beskæftigede i omegnen af 15 medarbejdere.

Nummer 2 – Savværksdirektør: Vores værste mareridt er gjort til virkelighed

Debatten om urørt skov har fyldt meget, siden regeringen og dens støttepartier først på sommeren lancerede et initiativ, der begrænsede hugsten i landets statsskove. Det initiativ fik hårde ord med på vejen, blandt andre fra Hvalsø Savværks adm. direktør Martin Nyrop-Larsen, der opfordrede til en mere nuanceret tilgang til spørgsmålet om urørt skov.

– Vi er også positive overfor mere urørt skov, så vi er ikke hinandens modsætninger, men det er simpelthen tudetosset at lægge det bedste produktionsskov ud som urørt og stoppe hugsten 100 procent., lød det i juni fra savværksdirektøren.

Nummer 1 – Velux lukker dansk fabrik og massefyrer

Det gik ikke ubemærket hen, da vinduesproducenten Velux i september meddelte, at fabrikken i Skærbæk lukkes. Baggrunden for lukningen er en overkapacitet på Velux’ andre fabrikker, der i fremtiden kommer til at stå for produktionen af de trækomponenter, der hidtil er blevet fremstillet i Skærbæk.

– Det er svære overvejelser, men da vi har overkapacitet på trækomponenter, er vi nødt til at tilpasse vores produktion for hele tiden at være konkurrencedygtige, sagde pressechef Jens Bekke om beslutningen, der betyder et farvel til 130 ansatte.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078