23948sdkhjf

Scan Office snupper for 200 millioner udbudssejr

Det bliver kontormøbelleverandøren Scan Office der i de næste to år får det primære ansvar for at møblere statens kontorer, kantiner og mødelokaler. 

Virksomheden har netop skrevet under på kontrakten som den primære leverandør på SKI-aftale 50.31 Møbler, mens Holmris B8 og Paustian bliver de sekundære leverandører, og det vækker begejstring hos Scan Office-toppen.

– Det får stor betydning for os, lyder det fra adm. direktør Finn Viggo Nielsen, der understreger, at betydningen bliver så meget desto større af, at Scan Office ikke har haft den statslige indkøbsaftale de sidste fire år.

SKI-aftalen, der løber over de kommende to år, har en anslået værdi på 200 mio. kr. samt muligheden for to års forlængelse, og Finn Viggo Nielsen forventer, at aftalen kommer til at øge omsætningen pænt. Ikke mindst fordi virksomheden kender kunderne fra tidligere.

– Fordi vi er blevet nummer et, er det klart, at vi forventer, det får en meget stor, positiv indvirkning på vores omsætning, lyder det fra direktøren, der anslår at kunne hente 60 til 80 mio. kr. årligt på aftalen.

Sortimentet på rammeaftalen omfatter skriveborde, skrivebordsstole, borde og stole til anvendelse i mødelokaler og kantiner, samt skærmvægge, skrivebordslamper med mere. Scan Offices rolle som den primære leverandør betyder, at alle statslige indkøb på op til 300.000 kr. skal foretages her, mens indkøb på mere end 300.000 kr. skal udbydes mellem de tre leverandører.

Aftalen forventes ifølge SKI at træde i kraft den 6. januar 2021, når den nuværende aftale udløber. 

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.094