Stora Enso griber nu til nedskæringer for at vende udviklingen, der i det seneste kvartal har betydet et væsentligt indhug i overskuddet hos verdens største papirproducent.
Koncernen har planer om at lukke ti papirmøller rundt om i verden og nedlægge 2000 job.
- Det er afgørende, at vi får skabt bedre økonomiske resultater, og at vi forbedrer vores langsigtede konkurrenceevne, lyder koncernens begrundelse for nedskæringerne ifølge Dagbladet Børsen.
Det er papirmøller i Sverige, Finland, Frankrig og USA, der er i søgelyset. Seks andre papirmøller vil blive sat til salg, mens fremtiden endnu er usikker for yderligere fire møller.