Senest er det møbelproducenten SIS International, der har fremlagt et dårligt regnskab og nu tager konsekvensen ved enten at gennemføre et ejerskifte eller en afhændelse af koncernens virksomheder.
Det er gået ned ad bakke for koncernen i kampen for at tilpasse sig markedet, og faktisk ser det ud til at arbejdet har båret frugt, men nu er kapitalen til at fortsætte væk.
- Situationen lige nu og fremtiden ser godt ud for begge vores forretningsområder. Men vores kapitalberedskab er ikke på plads. Nu rydder vi op, og vi sigter mod et ejerskifte, siger SIS' administrerende direktør Søren Grønbæk til Berlingske Business.
Det er generelt nødvendigt med omstruktureringer i branchen, for de fleste aktører i kontormøbelbranchen har haft svært ved at klare sig på egen hånd.
Tidligere på måneden slog Duba og System B8 sig eksempelvis sammen, mens Labofa Munch i begyndelsen af året blev overtaget af nye ejere, fremgår det af avisen.