23948sdkhjf

Stor vækst i hjemmesalg af danske møbler

Danskerne har i år fået både lyst og råd til at anskaffe nye møbler - og meget gerne af dansk oprindelse. Det er en af konklusionerne på et rundspørge blandt danske møbelproducenter, som branche-organisationen Foreningen Dansk Møbelindustri har foretaget.
Besvarelserne på rundspørgen fra Foreningen Dansk Møbelindustri viser samstemmende, at virksomhedernes afsætning til hjemmemarkedet i 2005 indtil nu har ligget betydeligt over niveauet fra de foregående år, med vækstrater på mellem 8 og 10 %. Især producenterne af designmøbler mærker den livlige efterspørgsel fra hjemmemarkedet.

De danske møbelproducenters salg til den hjemlige detailhandel plejer ellers at udvise svagt vigende tendenser i tiden efter det traditionelle møbeludsalg i juli-august; men i år har salgskurven vist uafbrudt opadgående tendenser.

I Foreningen Dansk Møbelindustri har adm. direktør Keld Korsager denne forklaring på det stigende møbelsalg:

- Vi ser salgsfremgangen som en kombination af flere faktorer: For det første viser udviklingen på ejendomsmarkedet, at boliger i dag handles hurtigere end tidligere. Det gælder ikke mindst boliger i luksusklassen, som appellerer til et kræsent publikum, også når det gælder valg af møblering. For det andet er danskernes interesse for møbler generelt set større end nogensinde før, bl.a. takket være mediernes store fokus på design og indretning. Og endelig har forbrugerne generelt fået flere penge til rådighed i kraft af bl.a. skattelettelser og attraktive lånemuligheder.

Det stigende hjemmemarkedssalg er en af forklaringerne på, at møbelindustrien i 2. kvartal af 2005 har kunnet øge sin omsætning med ca. 8 % i forhold til samme periode i 2004, og at møbelindustrien i det hele taget ligger pænt placeret - som nummer 37 ud af 121 - i analyseinstuttet KOB’s nyeste oversigt over danske vækstbrancher.

Kilde: Pressemeddelelse fra Foreningen Dansk Møbelindustri, den 20. september 2005.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125