23948sdkhjf

Ikea klar med genbrugsmøbler til danske kunder

Snart bliver det kundernes tur til at sælge møbler til Ikea. I ugen for årets største forbrugsfest, Black Friday, introducerer Ikea Danmark genbrugsservicen ’Gensalg’, som gør det muligt for kunderne at sælge brugte Ikea-møbler tilbage og i stedet modtage et tilgodebevis til nye produkter eller til Rodebutikken, som består af genbrugte Ikea-produkter. 

Med Gensalg ønsker den svenske saml-selv-kæmpe at gøre genbrug af møbelkædens produkter nemt for kunderne.

– Vi ved, at rigtig mange danskere forsøger at gøre noget godt for klimaet, og hos Ikea har vi en ambition om at gøre det nemmere for de mange mennesker at bidrage til den grønne omstilling. Med Gensalg gør vi genbrug og et mere cirkulært forbrug let tilgængeligt for kunderne ud fra tanken om, at hvis lidt flere træffer bæredygtige valg, så kan vi sammen gøre en stor forskel, siger Country Retail Manager Johan Laurell.

Et skridt nærmere cirkularitet

 Produkterne, som Ikea tilbagekøber via den nye service, vil blive solgt videre som genbrug. I oktober blev konceptet udrullet på det britiske marked, efter det i mere end et år var blevet prøvet af i Edinburgh og Glasgow. Nu får de danske kunder altså også muligheden for at sælge brugte møbler tilbage og dermed hjælpe Ikea lidt nærmere den erklærede ambition om at blive en klimapositiv, cirkulær forretning i 2030.  

– Vores arbejde med grøn omstilling, og herunder cirkulært forbrug, er en forudsætning for, at vi kan drive forretning i fremtiden. Gensalg er et af en række initiativer, der skal bringe Ikea frem mod vores mål om at blive en cirkulær og klimapositiv forretning i 2030. Samtidig bestræber vi os også på, at vores produkter udelukkende skal bestå af fornybare eller genanvendte materialer. Vi er godt på vej, og i de kommende år vil vi præsentere endnu flere services, der gør det muligt for vores kunder at omlægge deres forbrug til at blive mere cirkulært, siger Johan Laurell.

Gensalg introduceres på det danske marked d. 27. oktober. Lavpraktisk fungerer det sådan, at kunder via hjemmesiden får vurderet værdien af produktet, og herefter har 30 dage til at indlevere det i Ikeas returafdeling. 

 

Læs mere om: IKEA
Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.547