23948sdkhjf

De skal bygge 500 almene boliger i Ørestads nye træbydel

Boligselskaberne Fsb, Bo-Vita, KAB og DFB/Domea.dk er udpeget til at stå i spidsen for de godt 500 almene boliger i Amagers kommende bydel, Vejlands Kvarters. Det oplyser arealudviklingsselskabet By & Havn i en pressemeddelelse. 

De mange almene boliger svarer til en fjerdedel af den nye bydels samlede boligkvadratmeter, som vil fordele sig på både familieboliger, plejeboliger og en almen storbylandsby med boliger for socialt sårbare mennesker. 

I udvælgelsen af selskaberne er der lagt vægt på evnen til at kunne løfte kvarterets høje ambitioner om bæredygtighed, fællesskab, natur og træbyggeri. 

– Vi har oplevet en stor interesse for at bygge almene boliger på Vejlands Kvarter, og de fire valgte kandidater har vist stor idérigdom og alsidighed - og så er de ligesom os klar til at gå forrest, når det gælder bæredygtighed, og noget så unikt, som at blive en del af Københavns første bydel med træ som det gennemgående byggemateriale, udtaler adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn, i pressemeddelelsen. 

Plejeboliger, storbylandsby og familieboliger 

Det bliver Bo-Vita, der skal opføre områdets plejeboliger, mens KAB skal løfte visionen om Vejlands Kvarters almene ”storbylandsby”, som skal være et mix af almindelige familieboliger og mindre sociale boliger, hvor psykisk sårbare mennesker kan få et trygt hjem og et fællesskab med de øvrige beboere. 

Vejlands Kvarters øvrige almene familieboliger, der fordeler sig rundt i området, skal Fsb og DFB/Domea.dk opføre, og boligerne kommer til at variere i størrelse og karakter. 

Det er By & Havn og PensionDanmark der står bag udviklingen af Vejlands Kvarter.

Efter planen vil boligerne blive bygget over de næste seks til ti år.  

Nu kommer entreprenører, arkitekter og rådgivere med til bords

Boligselskaberne er udpeget på baggrund af en interessetilkendegivelse og en dialogrunde. Og alle de selskaber, som har budt ind på opgaven, har fremvist eksempler på tidligere byggerier og deres idéer til at kunne understøtte ambitionen om et sammentømret fællesskab i bydelen og det særlige sociale aspekt i forhold til plejeboligerne og de sociale/skæve boliger. 

De fire udvalgte boligselskaber vil nu blive inviteret ind i et tværfagligt samarbejde om den videre udvikling af Vejlands Kvarter, den såkaldte integrerede designproces, hvor også projektets arkitekter, Stadsarkitekten, totalentreprenører, øvrige rådgivere og projektselskabet for Vejlands Kvarter sidder med. 

Igangsættelsen af det almene byggeri er afhængig af godkendt lokalplan og VVM for Vejlands Kvarter. Det er forventningen, at endelig lokalplan og VVM vil blive forelagt politikerne i Københavns Borgerrepræsentation primo 2021.

Fakta: Vejlands Kvarteret

  • Vejlands Kvarter er et nyt byudviklingsområde ved Vejlands Allé i København.
  • Når Vejlands Kvarter er fuldt udbygget ventes det at rumme cirka 2.000 boliger, hvoraf godt 500 skal være almene boliger.
  • Projektselskabet stiller krav om, at de almene boliger overvejende skal opføres som træbyggeri.
  • En stor del af Vejlands Kvarter blev for godt fire år siden lokalplanlagt til campingplads.
  • På dele af Vejlands Kvarter ligger i dag et vandrerhjem, Copenhagen Danhostel.
  • Visionen er nu at omdanne området til Københavns første bydel med træ som gennemgående byggemateriale.
  • Byggeriet af de almene boliger vil ske etapevis. Nabolag C med familieboliger ventes at kunne påbegyndes i løbet af 2021. Dernæst følger plejeboliger og storbylandsby omkring 2022, og de resterende familieboliger i nabolag B i løbet af 2024. Tidsplanen er det tidligst forventede scenarie, og afventer godkendt lokalplan for området.
  • Det er endnu ikke muligt at skrive sig op til boligerne. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093