23948sdkhjf

Rivals formand afviser tilbud om Velux-papirer: - Vi har ikke talt om, hvilke dokumenter vi kunne få

Via en Skype-forbindelse til Polen toner Ryszard Florek, bestyrelsesformand i det polske ovenlysfirma Fakro frem på en skærm i Retten i Helsingør.

Her vidner han i en opsigtsvækkende sag om påstået industrispionage i Velux. I sagen er en nu tidligere chef i Velux og en tysk forretningsmand tiltalt for at ville sælge erhvervshemmeligheder om Velux til rivalen Fakro.

Ryszard Florek afviser, at Fakro har fået tilbudt at købe hemmeligheder om Velux. Men han erkender at have været i kontakt med den tiltalte tyske erhvervsmand angående oplysninger om den EU-konkurrencesag, som Fakro på det tidspunkt havde mod Velux.

Florek mødtes derfor på en restaurant i Krakow i april 2016 med en polsk kvinde, som arbejdede for tyskeren.

- Hun sagde, at der findes nogen, som har viden, der kan bruges til sagen ved EU-Kommissionen. Hun sagde, at der er en medarbejder hos Velux, som gerne vil stoppe hos Velux og søger arbejde. Han har en viden og nogle oplysninger, som vedrører lovstridige handlinger begået af Velux, siger Ryszard Florek i retten.

Han afviser, at Fakro skulle betale for oplysningerne eller andre oplysninger.

- Det er enhver borgers pligt at gøre noget, hvis man hører om nogen, som bryder loven, siger bestyrelsesformanden videre.

Han afviser også at være blevet tilbudt at få overdraget dokumenter.

- Vi har ikke talt om, hvilke dokumenter vi kunne få, siger Florek.

Den polske kvinde på mødet fik sagen til at rulle, da hun senere i april 2016 fortalte Velux om sagen. Hun vidnede i sagen i forrige uge, hvor hun også fortalte om mødet med Florek.

- Han vejede rigtigt sine ord. Han sagde, at han gerne ville mødes med ham (den tyske erhvervsmand, red.), og at han er interesseret i alle dokumenter, der vedrører Strasbourg-sagen (EU-sagen red.), fortalte den polske kvinde.

Florek er det ene af to vidner fra Fakro. Mere central i sagen er Krzysztof Kronenberger, som da var bestyrelsesmedlem i Fakro og stadig er medejer.

Han mødtes nemlig med både den polske kvinde og den tyske erhvervsmand på et tysk hotel ugen forinden mødet i Krakow. Kvinden fortalte, at hun agerede tolk, mens en bunke med papirer om Velux blev diskuteret.

Ifølge hende forlangte den tyske erhvervsmand en million euro for hemmelighederne.

Både erhvervsmanden og den tidligere Velux-chef, der er beskyttet af navneforbud, nægter sig skyldige.

Retten skulle egentlig have hørt Kronenbergers forklaring mandag, men han kunne ikke møde på grund af situationen med covid-19. Det ventes dog, at han skal vidne en anden dag.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094