23948sdkhjf

25 års konstant kamp for perfekt slibning

Den vestjyske virksomhed Flex Trim runder nu et kvart århundrede. Det hele startede inde i hovedet på maskinsnedker Poul Erik Jespersen.

”Det må kunne gøres nemmere – og bedre”.

Tanken slog ned i ham, da han stod bøjet over håndsliberen på sin arbejdsplads i en møbelvirksomhed. Slibning af emner, der for nogle synes at være en simpel arbejdsopgave, havde fået Poul Erik Jespersens fulde fokus. Målet var optimering af slibeprocessen, så den blev forenklet og perfekt.

Efter otte års udvikling blev løsningen til et internationalt anerkendt og patenteret slibesystem, som i dag forhandles over hele verden. Det startede med slibeløsninger til træindustrien, men Poul Erik Jespersen kunne se, at andre brancher havde lignende udfordringer med slibning og overfladebehandling. Derfor udvikles slibeløsninger nu også til blandt andet metal- og komposit-industrien, og nye områder kommer løbende til.

Pudsesystemet kan monteres i stort set alle maskiner, så længe maskinen er udstyret med en aksel og en frekvensstyret motor, hvilket er afgørende for, at den rigtige hastighed kan opnås. Det betyder, at kunder som regel kan anvende eksisterende maskiner og derved undgå dyre investeringer i nye.

I dag har datteren Anne Bjerre Larsen overtaget posten som administrerende direktør for virksomheden efter sin fars alt for tidlige død.

- Vi forfølger den mission og vision, som min far grundlagde firmaet på, udtaler Anne Bjerre Larsen, og fortsætter:

- Det handler om at gøre det perfekte endnu bedre, så virksomheden bliver ved med at være markedets førende. Derfor kæmper vores medarbejdere konstant efter at udvikle nye, bedre og innovative løsninger.

- Som forkæmpere for perfekt slibning burde vi have fejret de første 25 år ved at samle kunder fra hele verden til en stor jubilæumsfest, men lige nu handler det om at skabe trygge rammer og beskytte hinanden mod coronasmitte, så det dropper vi. I stedet ser vi fremad og holder gang i udvikling og produktion. Forhåbentligt kan vi mødes i 2045, når næste større milepæl passeres, slutter Anne Bjerre Larsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172