23948sdkhjf

Så er Dyrup solgt

PPG Industries har torsdag gennemført det forventede opkøb af Dyrup A/S. - Dagens nyhed giver nye muligheder, lyder det fra koncernen med hovedsæde i Pittsburgh, USA.
- Sammen med PPG har vi et af de mest komplette produktsortimenter, og vi kan tilbyde produkter, som dækker vores kunders behov endnu bedre, end vi kunne før. Fremtiden ser lys ud, når vi ser på vækstpotentialet, produktion og produktudvikling i Danmark.

Peter Sørensen, direktør i Dyrup A/S, glæder sig over, at aftalen nu er faldet på plads, og at markedspositionerne i Europa mere eller mindre forstærkes fra første dag.

Den hidtidige ejer, Monberg & Thorsen, offentliggjorde salget tilbage i maj 2011, dengang til en pris på 135 mio. EUR. På baggrund af den efterfølgende due diligence blev prisen dog siden nedjusteret til 115 mio. EUR.

Styrket markedsposition i sigte
PPG køber blandt andet Dyrups stærke varemærker inden for træbeskyttelse (Gori/Bondex), og det er tanken at distribuere produkterne via den store europæiske salgsorganisation, som PPG har opbygget:

- Vi er sikre på, at PPGs globale kompetencer vil komme vores kunder i Danmark og udlandet til gode, og det vil betyde, at vi kan styrke vores markedsposition. Vi kunne ikke ønske os en bedre ejer, når Monberg & Thorsen nu har besluttet at sælge Dyrup, siger Peter Sørensen.

PPG har en struktur med en stærk lokal forankring for at være så tæt på kunderne som muligt, og derfor vil Dyrups kunder ikke mærke nogen forskel i dagligdagen, vurderer Dyrup-direktøren.

Oprindeligt var overtagelsen aftalt til 3. kvartal 2011, men blandt andet som følge af en række negative konsekvenser i forbindelse med implementeringen af Dyrups nye lagerfacilitet i Frankrig blev den udsat til den 5. januar 2012.

PPG er grundlagt i 1883 og opererer i flere end 60 lande over hele kloden. Omsætningen i 2010 var på 13,4 mia. amerikanske dollars. I Danmark sælger koncernen i dag primært maling under varemærket Sigma.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078