23948sdkhjf

Halv møbelfabrik udbrændt på værst tænkelige tidspunkt

Natten til tirsdag nedbrændte en omtrent 1500 kvm stor produktionshal hos Skødstrup Trædrejeri, der blandt andet leverer komponenter til nogle af landets producenter af møbelklassikere samt har en stor andel af eksport til England, Norge og Tyskland.

– Selve drejeriet, hvor vi har drejebænkene, står tilbage, men en stor del af vores efterbearbejdningsfaciliteter samt vores overfladebehandlingsafdeling er væk, fortæller Bent Andersen, medejer af familievirksomheden til Wood Supply.

Det er endnu ikke klarlagt, hvorfor branden opstod, men da alarmen indløb mandag kl. 21.07, havde Bent Andersen selv lukket fabrikken ned for dagen mindre end en time forinden.

– – Lige inden jeg selv kører derfra, går jeg en runde og tjekker alt og lukker brandporte, inden jeg låser af. Så skal jeg lige tjekke nogle mails i mellemtiden, men da jeg kommer fra fabrikken mindre end en time derefter, kan jeg se fra motortrafikvejen, at fabrikken står i flammer, fortæller han og understreger, at der heller ikke i forbindelse med den brandtekniske gennemgang er blevet fastslået en brandårsag.

Elendig timing

Tirsdag blev drejeriets tolv ansatte hjemme, mens brandtomten blev undersøgt og ejerne lagde nødplaner, men allerede onsdag morgen bliver der igen skåret og drejet træ på Grenåvej.

– Vi har haft vanvittigt travlt den sidste tid og knoklet fra 6 morgen til en 20-21-tiden om aftenen, og vi står med en fuld ordrebog, så det er bare så ærgerligt, at det her sker i en periode, hvor det bare har kørt rigtig godt, fortæller Bent Andersen, og der er da også hurtigt blevet lagt en nødplan for, hvordan produktionen kan holdes oppe trods den pludselige halvering af produktionsfaciliteter.

– Vi skal selvfølgelig have bygget en ny hal hurtigst muligt, men i første omgang handler det om, at få skaffet de vigtigste maskiner og etableret dem i den hal, der står tilbage, således at vores kunder kan få deres varer hurtigst muligt. Vi må for alt at verden servicere vores kunder, så de ikke går i stå på grund af manglende komponenter, fortæller han.

Mange hjælpende hænder

Allerøverst på den skødstrupske to-do-liste står dog at lægge en plan, der kan minimere ventetiden for virksomhedens kunder.

– Vi får brug for at outsource noget af vores overfladebehandling til nogen, der kan hjælpe, og der er heldigvis allerede mange, der har henvendt sig og tilbudt deres hjælp, fortæller Bent Andersen, der dog understreger, at forsinkelser ikke helt vil kunne undgås.

– Men vi har en rigtig god dialog med vores kunder, der har udvist stor forståelse, så vi må prøve at zigzagge igennem, lyder det.

Skønt den halve fabrik er forvandlet til en brandtomt, er gåpåmodet intakt, og så snart de nye maskiner er skaffet, forventer Bent Andersen at trædrejeriet hurtigt kommer tilbage i gear.

– Så må vi i en periode arbejdede lidt tættere, men det er der nu også plads til, så som udgangspunkt forventer jeg, at vi meget hurtigt er oppe at køre på de fulde nagler igen, slår han fast.  

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125