23948sdkhjf

Ikea skyder millioner i dansk logistikfirma

Den svenske saml-selv-kæmpe Ikea har investeret et tocifret millionbeløb i den danske logistikvirksomhed Mover, der skal være rygrad i Ikeas logistik fra varelager til forbruger. Det er første gang, Ikea investerer i et dansk selskab, og over de næste 12 måneder skal løsningen rulles ud på en række andre europæiske markeder.

Mover, der bygger på samme koncept som Uber, er et fællesskab af chauffører og vognmænd, der varetager fragtopgaver for private og erhvervskunder, og med investeringen kan virksomheden, der blev grundlagt i 2016, for alvor sætte fut i ekspansionen.

– Vi får nu en noget større muskel til at erobre markeder i andre lande, når vi kommer ud på ryggen af Ikea, udtaler stifter og adm. direktør i Mover, Martin C. Hansen.

– Vi skal mande op, så vi kan ekspandere i korrekt tempo. Investeringen giver ro og ressourcer til at tiltrække de nødvendige spidskompetencer, der er nødvendige for at realisere så kraftig vækst, som nu ligger foran os. Det giver nogle spændende muligheder for virksomheden og for alle vores medarbejdere, fortsætter han.

Skal styrke kerneforretningen

Ikea benytter allerede Movers modulerbare softwaresystemer til leverancer i hele Danmark, og de to virksomheder har samarbejdet om at udvikle systemerne, så de dækker Ikeas behov for kontrol og fleksibilitet i det hurtigt udviklende retailmarked.

Læs også: Ikea lancerer takeback-ordning og genbrugssalg

– Vi har allerede set, at Movers løsning nærmest øjeblikkeligt øgede transparens og præcision i vores leveringer, og betød lavere omkostninger. Det er et vigtigt skridt fremad for Ikea Retail til forbedret last-mile-delivery til vores kunder, og det hjælper med at levere på vores kundeløfte samtidig med, at vi reducerer vores miljøbelastning, siger Marcus Baumgartner, Customer Fulfilment Manager i Ingka Group, der står bag Ikea.

Investeringen er den seneste i en række af investeringer lavet af Ingka Group, som skal styrke Ikeas kerneforretning indenfor retail ved at investere i innovative virksomheder indenfor digitalisering og bæredygtighed.

– Mover har potentialet til markant at ændre den måde, som virksomheder håndterer last-mile-delivery, og det gør det lettere for forbrugere at shoppe online. Denne investering giver Mover mulighed for at implementere deres løsning i andre lande, hvor Ikea Retail er til stede, siger Krister Mattsson, Managing Director i Ingka Investments.

 

Læs mere om: IKEA
Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.094