23948sdkhjf

Nyansættelse varsler ny epoke hos PP Møbler

Hos PP Møbler er ejerskab og driftsledelse i tre generationer gået i arv. I marts overtog Kasper Holst Pedersen direktørposten efter sin far Søren Holst Pedersen, men med ansættelsen af en driftsdirektør bryder det seneste skud på generationsstammen med en af familievirksomhedens traditioner og varsler en ny epoke for det Allerød-baserede snedkerværksted.

– Skal der være råd til kvalitet og ægte håndværk, er det nødvendigt med en optimal produktionsproces. De senere år er antallet af ansatte steget, og vi er i dag rundt regnet 60 i alt, som tæller maskinsnedkere, møbelsnedkere, møbelpolstrere, flettere samt salg og kontor. Fordi vi er blevet så mange og efterspørgslen er stigende, blev det tydeligt at der var brug for at tilføre nye ressourcer og kompetencer til driften, fortæller Kasper Holst Pedersen i en pressemeddelelse.

Så skal der leanes

Derfor har PP-direktøren pr. 1. september ansat Lars Varming som ny COO, eller driftsdirektør om man vil, i virksomheden.

Lars Varming har en baggrund som produktionsingeniør, og en HD i innovation og organisationsforandring fra CBS. Han har flere års erfaring i at lede og drive projekter med fokus på udvikling af metoder og systemer til forbedringer af processer og kapacitetsudnyttelse, og det er de erfaringer, der skal være med til at ruste PP Møbler til at håndterer fortsat vækst.

– Jeg er meget stolt af at være en del af PP Møbler og være med til at udvikle virksomheden yderligere. Kvalitet, troværdighed og gennemsigtbarhed er nøgleelementer, som jeg vil fokusere markant på. Gennem Lean initiativer og digitalisering af værdikæden vil vi skabe en mere agil og effektiv værdikæde – end-to-end, udtaler den nye direktør.

Holder fast i traditionerne

Traditionelt har værkstedet hos PP altid været ledet af snedkermesteren selv, så mens ansættelsen af en COO på den ene side er et brud med traditionerne, skal den samtidig sikre, at andre traditioner kan holdes i hævd.

– Min far og farfar har altid presset håndværket til det yderste, for at nå det ypperste resultat. Det betyder i praksis, at vi her på PP har maskiner og værktøjer, vi selv har udviklet og bygget. Vores Hans J. Wegner stole, er så avancerede og krævende, at det kun kan lade sig gøre at producere dem, fordi vi selv har udviklet teknikker og metoder til at imødekomme designets udtryk og kvalitet til fulde. Både Søren og Ejnar har brugt timer og tanker på at udvikle snedkerhåndværket, og det skal vi blive ved med, fastslår Kasper Holst Pedersen.

Med Lars Varming på holdet bliver der således plads til, at den nuværende PP-ejer fortsat kan udviklingen i det traditionsrige værksted.

– Vi har ambitioner om at vokse yderligere, og samtidig også øge kvaliteten og bredden i vores kollektioner. Jeg drømmer om at videreudvikle den fantastiske arv fra Wegner og dyrke det udsøgte håndværk, som hans møbler fordrer, men jeg drømmer også om at introducere nye designs, om at skabe nye værktøjer og teknikker og dermed bære virksomheden videre i samme innovative og idealistiske ånd, som jeg overtog den efter min far, lyder det.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111