23948sdkhjf

Turnaround skal sikre fremtiden for BOD Furniture

Stabilitet er nøgleordet for den nye strategi hos virksomheden, der opstod i kølvandet på konkursen i møbelfabrikken Bodilsen på Mors.
Glæden var stor på Mors, da det i efteråret 2009 kom frem, at dele af direktionen hos møbelproducenten Bodilsen var klar til at fortsætte aktiviteterne i et nyt setup.

Under navnet BOD Furniture kom det nye selskab ud af sit første leveår med et plus på knap 1 mio. kroner, men efterfølgende blev det igen hverdag på fabrikken i Nykøbing Mors.

Regnskabsåret 2010/11 endte med et underskud på -7,84 mio. kroner, og med en kreditramme, der var udnyttet til det yderste, var det nødvendigt at sadle om:

- I foråret iværksatte vi en turnaround med henblik på at afvikle de tabsgivende aktiviteter. Vi har indstillet samarbejdet med flere store kunder, som vi ikke tjente penge på. Det har selvfølgelig gjort et indhug i omsætningen, men siden sommerferien har vi haft positiv drift igen, fortæller direktør Jesper Gram til Wood Supply.

Nye møbler på markedet
I gamle dage levede Bodilsen af at producere og sælge færdige møbler i lavprissegmentet. Fremadrettet vil BOD Furniture basere sin forretning på tre ’ben’, hvor man dels satser på møbler til mellemmarkedet, dels underleverandøropgaver for andre møbelfabrikker, og endelig produktion af komponenter til industribrug.

- Det typiske Bodilsen-møbel havde stramt fokus på, at komponenterne skulle være så billige som muligt. Vi vil hellere lave noget lidt bedre, hvor vi bedre kan tillade os at tage en ordentlig pris for det, forklarer Jesper Gram, der har stået i spidsen for virksomheden siden foråret.

Med afsæt i den nye strategi har BOD Furniture udviklet flere nye møbler, herunder en kubereol, som sælges via butikskæden My Home. Inden for området industrikomponenter er man blandt andet begyndt at producere lysninger til Bisgaard Industri.

Vil være en stabil, indtægtsgivende virksomhed
Med beslutningen om at indstille samarbejdet med flere større kunder har den igangværende turnaround naturligvis betydet, at aktivitetsniveauet er faldet. BOD Furniture har i den forbindelse set sig nødsaget til løbende at reducere bemandingen fra cirka 50 til i dag omkring 25.

Dermed har virksomheden nu etableret et mere bæredygtigt udgangspunkt for at sikre driften på længere sigt – om end trængslerne langt fra er et overstået kapitel:

- Vi har stadig udfordringer, det er der ingen tvivl om, siger Jesper Gram med henvisning til, at virksomhedens pengeinstitut i sidste regnskabsår overgik til Finansiel Stabilitet, hvilket gør det mere end vanskeligt at finde midler til nye investeringer. Blandt andet derfor er planen at udvikle BOD Furniture i et roligt tempo:

- Vi skal ikke have en lynvækst. Vi skal være en stabil, indtægtsgivende virksomhed, fastslår Jesper Gram, der håber på et nulresultat, når regnskabsåret 2011/12 afsluttes ved udgangen af april næste år.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079