23948sdkhjf

Ikea-åbning er blevet et politisk slagsmål

Erhvervsminister revser Ikea for at genåbne varehuse, selv om lukningen var frivillig, og flere konkurrenter har holdt åbent. Helt skævt, mener oppositionen.

Ikea er blevet centrum for en heftig politisk debat, efter at møbelkæden mandag genåbnede sine danske varehuse med lange køer til følge.

Der har på intet tidspunkt været love eller retningslinjer, der har krævet, at varehuse som Ikea skulle lukke, og flere af konkurrenterne som eksempelvis Ilva har valgt at holde åbent i perioden.

Ikea har også understreget, at firmaet følger myndighedernes retningslinjer og eksempelvis har sat en begrænsning på, hvor mange kunder der lukkes ind ad gangen.

Alligevel får genåbningen kritik af erhvervsminister Simon Kollerup (S), der mandag aften sagde, at han "ikke er glad for", at varehusene åbner.

- Jeg synes, det er meget bekymrende, at man midt i en sundhedskrise vælger at overhøre myndighedernes advarsler, udtalte ministeren i en skriftlig kommentar.

- Det er klart, at vi nu overvejer, hvordan der skal følges konkret op på det her, lød det videre.

Ritzau ville gerne have spurgt, hvordan ministeren mener, at der kan følges op på sagen, men han har frem til tirsdag formiddag ikke været at træffe til et interview.

Det har til gengæld den borgerlige opposition, der står samlet om at ryste på hovedet.

I Venstre langer politisk ordfører Sophie Løhde kraftigt ud efter Simon Kollerup.

- Jeg synes, at det er en besynderlig opførsel, at han på den måde truer en virksomhed, der både følger loven og følger sundhedsmyndighedernes retningslinjer.

Ifølge Løhde klinger det desuden hult, når regeringen ifølge hende har nægtet at lave en samlet plan for genåbningen af Danmark.

- Ministeren burde bruge sin tid på at skabe klarhed frem for at true virksomheder, siger hun.

Også De Konservatives partileder, Søren Pape Poulsen, er uforstående over for ministerens kurs.

- Når de lovligt gør det, de skal, så skal der ikke stå en minister og belære dem og fortælle dem, at det må de ikke. Altså, undskyld. Det er folks virksomheder, arbejdspladser og levebrød, vi taler om.

- Nu bliver det lige for magtfuldkomment og for vildt fra regeringens side, siger han.

Mens oppositionspolitikerne er vrede, undrer flere borgere på sociale medier sig over, hvorfor så mange kunder er villige til at stå i lange køer foran Ikeas varehuse.

Nogle giver deres vrede frit løb, mens andre forsøger at tage det mere humoristisk.

- Er det ikke meget naturligt, at folk vil i Ikea? Nu har de holdt i kø i 14 dage ved genbrugspladserne for at komme af med deres gamle inventar, skriver en bruger på Twitter.

Balladen om genåbningen kommer efter et forvirrende forløb omkring zoologiske haver og dyreparker.

Flere af disse meldte i sidste uge, at de var klar til at åbne igen 1. maj.

Det skete på baggrund af retningslinjer fra Rigspolitiet, der slog fast, at det kunne de godt.

Også her udtrykte erhvervsminister Simon Kollerup skepsis, hvorefter retningslinjerne blev ændret, og dyreparkerne måtte meddele, at de alligevel ikke åbner som planlagt.

Som i sagen med i Ikea er der dog ikke lovgivningsmæssigt noget, der forhindrer dyreparker og zoologiske haver i at åbne igen.

/ritzau/

Artiklen er en del af temaet Corona-virus.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125