23948sdkhjf

Ny produktlinje æder af Hjort Knudsens overskud

Mens 2019 blev et år med fremgang på toplinjen, er resultatet skrumpet hos polstermøbelproducenten Hjort Knudsen. Det viser selskabets nyligt offentliggjorte årsregnskab.

Her voksede omsætningen til 645 mio. kr., og blev dermed 34 mio. større end i 2018, mens driftsresultatet til gengæld faldt fra godt 23 mio. til 16 mio. kr. Ifølge ledelsens beretning blev omsætningen dermed som forventet, mens resultatet ikke levede op til forventningerne.

– Dette skyldtes forskellige ekstraordinære og ordinære forhold i løbet af året. Færdiggørelsen og produktionsopstarten på den nye produktlinje – senge – kostede virksomheden et encifret millionbeløb i 2019, skriver ledelsen.

Det understreges dog, at den nye produktlinje allerede fra i år vil bidrage positivt til resultatet, ”da produktet opnåede et højt volumen” på møbelproducentens hovedmarkeder i 2019.  

Af andre ekstraordinære udgiftsposter nævnes udrulningen af et fælles ERP-system, samt igangsættelsen af en produktion i Indien. Tiltag der, som ledelsen beskriver det, alle koster på kort sigt men vil forbedre rentabiliteten på langt sigt.

Endelig har året været kendetegnet af øgede lønomkostninger på Hjort Knudsens fabrikker i Polen og Ukraine, ligesom en kraftig stigning i den ukrainske valuta har ”bidraget kraftigt” til det lavere resultat.

Virus i forventningerne
Når det kommer til det igangværende regnskabsår, har Hjort Knudsen som mange andre opstillet forventningerne, inden coronapandemien vendte op og ned på verdenssituationen. De uinficerede forventninger til året lød således på en omsætningsvækst på 5 pct. og et driftsresultat på omkring 21 mio. kr. svarende til niveauet i 2018.

– Den økonomiske styring er forbedret løbende og virksomheden har nu igangsat forskellige tiltag for at forbedre rentabiliteten baseret på bedre indsigt i produktionens omkostninger samt profitabiliteten på kunder og produkter, lyder ledelsens forklaring.

Når det kommer til konsekvenserne af det verdensomspændende virusudbrud, er meget imidlertid endnu usikkert. Af årsrapportens noter fremgår det, at Hjort Knudsen ikke har været berørt væsentligt af leverandørlukninger, og med fornuftige råvarelagre kan produktionen fortsætte. Til gengæld påpeges det, at konsekvenserne dels vil være meget afhængige af, hvorvidt spredningen kommer til at påvirke virksomhedens fabrikker i Polen og Ukraine, dels vil afhænge af forbrugernes reaktion på virusudbruddet.

Med en egenkapital på knapt 190 mio. kr. og en soliditetsgrad på 42,1 pct. er Hjort Knudsen en velpolstret virksomhed, og trods de dystre udsigter er der også optimisme at spore.

– Vi vurderer derfor, at vi er i stand at klare de fleste scenarier, men det er klart, at de værste scenarier som minimum indebærer en meget stor negativ afvigelse på både omsætning og indtjening fra vores budget for 2020, slår ledelsen fast.

Hjort Knudsen A/S
mio. kr. 2019 2018
Nettoomsætning 645,5 611,5
Driftsresultat 16,0 23,5
Resultat før skat 14,0 18,1
Årets resultat 10,9 14,3
Balancesum 450,9 424,3
Egenkapital 189,7 169,2
Gns. antal ansatte 2.284 2.399
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2019.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079