23948sdkhjf

Fra Beijing til Randers: Møbelproducent donerer værnemidler

Da man hos Innovation Living i Randers hørte om den danske mangel på værnemidler, gik direktør Kristian Snoghøj straks i aktion.

– Vi havde fået et praj om, at det lokale hospital mangler værnemidler. Da vi med en fabrik i Kina, tidligt har været en del af en tilsvarende proces, rakte vi ud til vores CEO i Beijing. Han har så skaffet os de ting, som der måtte være brug for, fortæller Kristian Snoghøj i en pressemeddelelse.

Det resulterede i, at Regionshospitalet i Randers i sidste uge modtog 4500 masker, 1800 sikkerhedsbriller og 900 visirer, de nu kan bruge i kampen mod Covid-19.

Innovation Living beskæftiger omkring 250 medarbejdere på fabrikken i Beijing, der producerer sovesofaer til hele verden. Som alle andre virksomheder med fabrikker i Kina, har Innovation Living meget tidligt oplevet hvordan virusudbruddet har vendt op og ned på hverdagen.

– Under hele Covid-19 forløbet har vi været i tæt dialog med vores direktør i Beijing. De betyder at vi har været på forkant med at få etableret god afstand og få styr på hygiejnekravene allerede en uges tid før, Statsminister Mette Frederiksen holdt sit første pressemøde. Det kunne vi gøre på baggrund af de erfaringer, vi har fra vores produktion i Kina, fortæller Kristian Snoghøj.

På forkant med forsyningerne
Han er glad for, at firmaets kinesiske CEO reagerede hurtigt i forhold til coronavirussen. Der er nemlig ingen kinesiske medarbejdere på fabrikken i Beijing, som har været smittet. Den tidlige fokus på virusudbruddet har betydet indkøb af tilstrækkeligt med værnemidler til fabrikken.

– Han har været tidligt ude og fået købt værnemidler ind i god tid. Allerede før det kinesiske nytår begyndte han at købe masker ind. Det er den samme forsyningskæde, der har forsynet ham med de værnemidler, vi nu har fået sendt til Danmark, fortæller Kristian Snoghøj.

Det er ikke kun i Danmark, Innovation Living har doneret værnemidler. I Kina donerede deres CEO for den kinesiske fabrik 1000 masker til de lokale myndigheder, der har været med til at hjælpe de lokale kontrolinstanser, som arbejder med at holde virussen nede.

Kristian Snoghøj er godt tilfreds med at kunne hjælpe både i Danmark og Kina, fordi det helt grundlæggende er en del af Innovation Livings værdisæt, at virksomheden kerer sig om lokalområdet.

– Der var en kærkommen mulighed for at gøre en forskel lokalt, som jeg håber hjælper både myndigheder, sygehuspersonale og patienter igennem en svær tid, afslutter Kristian Snoghøj.

Artiklen er en del af temaet Corona-virus.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094