De nyeste tal fra Danmarks Statistik viser, at salget i landets butikker er faldet med 0,3 procent i marts. Dermed er der for tredje måned i træk en tilbagegang i detailsalget.
Flere af landets økonomer anser dog de seneste tal fra Danmarks Statistik som et udtryk for en pause i opsvinget og ikke som tegn på, at opsvinget er forbi.
- Det skal ses i forhold til et ekstremt højt forbrug i slutningen af 2004. Vi står ikke på tærsklen til en længere periode med faldende forbrug, men omvendt heller ikke samme vækst, som vi så sidste år, siger økonom Thomas Pedersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til Berlingske Tidende.