Hos Hornbaek har regnskabsåret 2010/11 været præget af den finansielle uro, og aktiviteterne i byggeriet ligger fortsat under niveauet for 2007/08.
Alligevel er det lykkedes at øge resultatet efter skat fra 0,739 til 2,191 mio. kroner, og det skyldes ikke mindst et plus på 1,535 mio. kroner i Hornbaek Baltic og 0,53 mio. kroner i Hornbaek Norge. Hornbaek Scandiwood har til sammenligning tjent 3.776 kroner i 2010/11.
Hornbaek A/S udvidede sidste efterår sine aktiviteter i Norge
, og udviklingen i det norske selskab betegnes som tilfredsstillende i lighed med aktiviteterne i Danmark og Letland.
I det nye regnskabsår, der blev indledt den 1. maj 2011, forventer Hornbaek-ledelsen at fortsætte den positive udvikling med et nyt, positivt resultat i Norge samt et forbedret resultat i Danmark.