23948sdkhjf

FDB Møbler bliver selvstændigt selskab med eksportambitioner

Coop skiller nu FDB Møbler ud som et selvstændigt aktieselskab for blandt andet at styrke virksomhedens position i udlandet. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Efter flere års voldsom ekspansion med salg af klassiske møbler på det danske marked, gør FDB Møbler klar til en ny epoke.  Som selvstændigt aktieselskab skal virksomheden mangedoble sin eksport, lyder ambitionen.

– Strategien er, at de kommende års vækst skal komme i udlandet. Målet er at cirka halvdelen af vores omsætning skal komme fra eksport om fem år. I dag er den andel under 10 procent. Med FDB Møbler i et selskab reducerer vi kompleksiteten og kan bedre tilpasse os de internationale kunders behov, siger Ole Kiel, adm. direktør i FDB Møbler.

Siden FDB Møbler vendte tilbage i 2013, er mærket vokset voldsomt. FDB Møbler bliver solgt online på Coop.dk Shopping, hos en række design- og bolighuse samt gennem ni selvstændige butikker i Lyngby, Roskilde, Aarhus, Odense, Aalborg, Gilleleje, Strib på Fyn og to i centrum af København.

– Vi ønsker at være Danmarks mest ansvarlige møbelmærke. Så selv om vi bliver mere løsrevet fra Coop formelt, så bærer vi værdierne videre. I en tid hvor forbrugerne vender sig mod køb-og-smid-væk-kulturen, mærker vi en stærkt stigende interesse for det, vi står for: Klassisk design og bæredygtighed. Det gælder også i stigende grad i udlandet, hvor vi nu er på de to største webshops i Tyskland, siger Ole Kiel, der desuden kan fortælle, at FDB Møbler i år vil være at finde på møbelmessen i Köln for første gang.

I 2018 præsterede FDB Møbler en omsætningsvækst på 25 pct., mens virksomhedens omsætning gennem de seneste tre regnskabsår er vokset med 120 pct.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125