23948sdkhjf

Nye danske regler for FSC-certificering af skove

Danske skovejere kan nu blive FSC-certificeret efter et dansk regelsæt, og dermed dokumentere at skovdriften tager hensyn til truede dyr og planter, grundvandet og skovarbejderens sikkerhed.
Efter flere års tæt samarbejde mellem forskellige interessegrupper i Danmark, er de danske retningslinjer netop blevet godkendt af FSC's internationale hovedorganisation i Bonn.

- Det er et utraditionelt samarbejde mellem erhvervsinteresser, natur- og miljøorganisationer, faglige forbund m.m., der har sørget for, at man nu kan få sin skov certificeret efter et FSC-regelsæt, som er tilpasset danske forhold. Samarbejdet har sikret, at reglerne for FSC-certificering af skovdrift tager ligelige hensyn til økonomiske, sociale og naturmæssige interesser, udtaler Søren Dürr, leder af FSC Danmark.

De nye danske regler kommer på et tidspunkt, hvor der opleves en stigende interesse for FSC-certificering i træbranchen. En af pionererne er Kasper Kopp fra virksomheden KoppWood Aps.

- For KoppWood er det altafgørende at vi overfor vore kunder kan dokumentere at det træ vi levere er af lovlig oprindelse og stammer fra en bæredygtig skovdrift. FSC certifikatet er garantien for begge dele, udtaler Kasper Kopp.

De positive effekter af FSC-certificering blev for nylig dokumenteret af WWF Verdensnaturfonden i en rapport, som viste at FSC-certificering har betydet:
· Bedre beskyttelse af levesteder for truede arter
· Mere skånsom skovdrift, som tager større hensyn til den biologiske mangfoldighed
· Forbedret forureningskontrol
· Forbedret forvaltning af vandressourcer
· Mere sikre arbejdsforhold for skovarbejdere
· Forbedret langtidsplanlægning af skovdriften

- FSC-certificering er et meget stærkt redskab i forhold til at beskytte truede dyr og planter og i det hele taget tage hensyn til naturen i forbindelse med kommerciel skovdrift. Vi håber meget, at de nye danske FSC-retningslinjer vil øge interessen for FSC-certificering i Danmark, udtaler Jacob Andersen, skovpolitisk medarbejder i WWF Verdensnaturfonden.

Jesper Lund-Larsen, Miljø og arbejdsmiljøkonsulent i 3F lægger vægt på de sociale aspekter i FSC:
- For os er det afgørende at sikkerhed og socialt ansvar er tænkt ind i skovdriften. Med FSC-certificering stilles der krav til, at disse forhold er på plads. Derfor støtter vi FSC, som er en glimrende måde for skovejere at leve op til deres sociale ansvar.

Fakta:
- På verdensplan er godt 50 millioner hektar certificeret – godt 10 gange Danmarks Areal.
- I alt er over 680 skove og 3600 virksomheder FSC certificeret fordelt på 76 lande (marts 2005).
- I Danmark er der i øjeblikket to skovområder certificeret: Det drejer sig om Nordjyllands Amts-skove og Barrit Skov ved Vejle, i alt 876 hektar.
- I Sverige, Tyskland, Baltikum, Polen og en lang række andre europæiske lande er store områder allerede FSC certificeret.
- FSC bygger på 10 principper og kriterier for ansvarlig skovdrift.

Yderligere information
Kontakt: Søren Dürr, 2060 6577 eller sd@fsc.dk

Kilde: Pressemeddelelse fra FSC Danmark, www.fsc.fk - d. 16. marts 2005.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063