23948sdkhjf

Mange ingeniører pensioneres mod deres vilje

Toppen kan tages af den værste mangel på ingeniører, hvis arbejdsgivere bliver bedre til at fastholde seniorer. Hver 10., som er gået på pension, er stoppet mod egen vilje og vil gerne arbejde

Danmark mangler arbejdskraft indenfor en lang række fag og brancher. Det gælder ikke mindst ingeniører og andre højtuddannede med indsigt i teknologi, naturvidenskab og it. Derfor er det paradoksalt, at der hvert år sendes ingeniører, scient.er og it-specialister på pension, som i virkeligheden hellere vil blive på arbejdsmarkedet og bidrage.

I en ny undersøgelse blandt 702 IDA-medlemmer i aldersgruppen 55-75 år, som har forladt arbejdsmarkedet og er gået på pension, svarer sammenlagt 26 pct., at de gerne vil tilbage på arbejdsmarkedet og have et job, hvis den rette mulighed dukker op. Zoomer man endnu skarpere ind på denne gruppe, viser det sig, at 10 pct. af de 702 både har forladt arbejdsmarkedet mod eget ønske og drømmer om at komme tilbage på arbejdsmarkedet.

Og det er ikke blot et par håndfulde personer, der er tale om. Tal fra Danmarks Statistik viser, at der er 16.200 personer med en ingeniøruddannelse i aldersgruppen 55-75-år, som ikke arbejder og ikke er ledige. Der er altså en væsentlig reserve gemt blandt seniorer, som både kan og vil fortsætte på arbejdsmarkedet, men af forskellige årsager bare ikke får lov.

- Det er paradoksalt, at samtidig med at virksomhederne skriger på højtuddannede medarbejdere med STEM-kompetencer, så sendes en stor gruppe af vidensarbejdere med disse eftertragtede kundskaber modvilligt på pension år efter år. Vi skal simpelthen blive bedre til at tage hånd om denne del af arbejdsstyrken. For de seniorer, der både kan og vil fortsætte, skal have mulighed for det. Først og fremmest for deres egen skyld, og samtidig kan de være med til at tage toppen af manglen på højtuddannede med indsigt i teknologi, it og naturvidenskab, siger Morten Thiessen, formand for Ansattes Råd i Ingeniørforeningen, IDA.

- Meget tyder på, at dele af arbejdsmarkedet slet ikke er fulgt med tiden og det vilkår, at vi alle skal blive længere på arbejdsmarkedet. Mange svarer, at deres ansættelse simpelthen ophørte på grund af alder, eller at de blev presset ud af en chef, der ville erstatte dem med yngre medarbejdere. De har så forsøgt at slå døren ind til arbejdsmarkedet igen, men forgæves. Det er ikke godt nok, og det rimer slet ikke på et rummeligt arbejdsmarked, hvor der er plads til både nyuddannede og seniorer. Vi har behov for langt mere fleksibilitet også i denne del af arbejdslivet, siger Morten Thiessen.

Han opfordrer flere arbejdsgivere til at indføre seniorordninger med fleksibilitet i forhold til eksempelvis arbejdstid og ferie, som den oplagte løsning for de arbejdsgivere, der reelt ønsker at fastholde deres allermest erfarne vidensarbejdere, ligesom han efterlyser bedre mulighed for at træde ind og ud af arbejdsmarkedet for de seniorer, der både kan og vil fortsætte med at arbejde.

Originalartikel: https://ida.dk/om-ida/mange-ingenioerer-pensioneres-mod-deres-vilje

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.067