23948sdkhjf

Jysk uden dynekøbmanden: Skal åbne hundredevis af nye butikker

Før sin død satte Lars Larsen nogle klare rammer for, hvor han gerne ser Jysk bevæge sig hen. Han har sat mål om 5.000 butikker globalt og Jysk ligger på nuværende tidspunkt på omkring 2.800.  

Det skriver finans.dk. 

Det mål er nu overleveret til arvtagere og ledelse - i en tid, hvor onlinehandel er i kraftig vækst og giganter som Amazon sidder tungt på markedet. 

Overlevering til børnene
Lars Larsen trak sig fra alle poster i juni, da han var ramt af leverkræft og derfor overtog hans søn Jacob Brunsborg formandsposten og hans datter Mette Brunsborg sidder også i Bestyrelsen. 

Det blev kendt for tre år siden, at Lars Larsen havde oprettet en fond, som blandt andet skal sikre, at den familieejede virksomhed bliver i familien. Han har tidligere udtalt til finans.dk, at selvom hans børn bliver tilbudt milliarder, skal de sige nej. 

I beskrivelsen af "Lars Larsens Jysk Fond" fremgår det, at den skal “eje en mindre del af Lars Larsen Group” - ifølge Finans’ oplysninger 1 pct. – og have indflydelse på “væsentlige beslutninger”. 

- Det handler absolut ikke om, at jeg ikke har tillid
- Formålet med den nye konstruktion er at sikre fortsat vækst i Lars Larsen Group i mange år fremover. Det handler absolut ikke om, at jeg ikke har tillid til mine børn. Tværtimod kommer de også fremover til at spille en nøglerolle, præcis som det er tilfældet i dag, har Lars Larsen sagt om fonden ifølge finans.dk.

Købmanden åbnede den første butik i Danmark i 1979 og gennem årene er der koblet 52 lande på det, der har udviklet sig til en kæmpe detailkoncern. Den har gennem årene været delt i to: Det danske selskab Jysk Nordic og tyske Dänisches Bettenlager. Sidstnævnte har butiksdriften i de tysktalende lande samt bl. a. Frankrig og Spanien. Alene i Tyskland driver de næsten 1.000 butikker. 

I foråret meldte Lars Larsen ud, at de skulle slås sammen under ledelse af den tidligere Jysk Nordic-chef Jan Bøgh. 

Udfordringer i tid med online-salg
Han var lige så klar i spyttet omkring åbning af flere butikker, men det sker i en tid med stigende onlinesalg, hvor Amazon skal udfordres. 

Onlinesalget i selskabet er nået over 1 mia. kr. de første 10 måneder af regnskabsåret 2018/19, der afsluttes ved udgangen af august. Jysk-kæderne omsatte samlet for 27 mia. kr. i det seneste regnskabsår.

Jan Bøgh afviser dog, at Jysk som andre detailaktører vil gå i samarbejde med de store portaler som eksempelvis Amazon - tværtimod vil Jysk tage kampen op. Her har selvstændighedsgenet fra stifter åbenlyst Lars Larsen overlevet. 

Læs mere om: Jysk
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11