23948sdkhjf

Handelsfirmaer tøver med ansættelserne

Troen på fremdrift i handelssektoren fortsætter, men det er usikkert om optimismen kan omsættes til flere ansatte. Det viser DI Handels nyeste handelsbarometer.
Næsten to ud af tre handelsvirksomheder tror på øget salg i tredje kvartal af 2011 i forhold til samme periode året før, mens kun en ud af ti forventer negativ vækst i salget.

Branchen kunne dermed være fristet til at afskrive de dårlige tider, men branchedirektør i DI Handel, Lars William Wesch, maner dog til besindighed.

- At handelsvirksomhederne forventer vækst er positivt, men det er fra et meget lavt udgangspunkt. Det er vigtigt at slå fast, at vi kun skal et halvt år tilbage for at finde meget mørke skyer over handelssektoren. At solen så småt er begyndt at skinne gennem de seneste måneder betyder ikke skyerne er væk, der er stadig mange ubekendte, påpeger han.

Marginalt flere ansatte i sektoren
Selvom et flertal af handelsvirksomhederne ifølge undersøgelsen tror på bedre tider forventer branchedirektør Lars William Wesch ikke, at tiderne er til en markant udvidelse af medarbejderstaben – endnu.

I hvert ikke for flertallet af handelsvirksomheder. Seks ud af ti angiver således, at de ikke vil rekruttere i tredje kvartal og en syvendedel forventer at have færre beskæftigede i forhold til 2010.

- Men når dette er sagt, viser handelsbarometeret også, at godt en fjerdedel af handelsvirksomheder forventer at have flere ansatte i tredje kvartal end i året før. Så forventningen om øget salg smitter af på antallet af ansatte i handelssektoren, men kun marginalt, konkluderer Lars William Wesch.

Leverandører til byggeriet har det fortsat svært
For den del af handelssektoren, der leverer til byggeri og håndværk, er vækstudsigterne fortsat meget begrænsede. En række offentlige anlægsinvesteringer er sat i gang og sammen med renoveringsarbejder giver det nogen aktivitet, men nybyggeriet lader vente på sig.

Samtidig er udviklingen i det private forbrug stadigt meget afdæmpet, hvilket betyder, at grossister, der leverer til visse dele af detailhandlen, fortsat oplever en usikker markedssituation. På positivsiden er der fremgang i dele af industriproduktionen, hvilket gavner en række tekniske grossister, der fungerer som underleverandører.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078