23948sdkhjf

Formand roser omstillingsevnen

Hos Træsektionen i Dansk Byggeri glæder man sig over, at nedgangen er mindre end hos sammenlignelige brancher i byggeriet. Årsagen er firmaernes evne til omstilling, mener formanden.
Da Træsektionen i sidste uge holdt sin årlige generalforsamling, kunne formand Michael Lund konstatere, at 2010 havde været endnu et svært år for mange af virksomhederne i branchen.

Han slog dog samtidig fast, at tømrerfaget generelt klarer sig fint og pegede på, at der har været et mindre fald i medlemstal og lønsum end hos sammenlignelige brancher i Dansk Byggeri:

- Jeg tror, at en af grundene til, at vi trodser krisen, og holder os oven vande, er vores historiske gode evne til at omstille virksomhederne og til at tage nye opgaver til faget, siger han ifølge Dansk Byggeris hjemmeside.

BR10 åbner muligheder
Michael Lund ser generelt et stort fremtidigt marked inden for energirenoveringer – dels baseret på det nye bygningsreglement BR10, men også i lyset af de foreløbigt kendte detaljer for bygningsreglementerne i 2015 og 2020:

- Der kan være mange flere områder hvor vi, helt naturligt, vil være de rette samarbejdspartnere. Eksempelvis kan mange solcelleløsninger i fremtiden opsættes af tømrervirksomheder, hvor kun den endelige tilslutning til elnettet udføres af en elektriker. Jeg er sikker på, at vi kan få mange nye og spændende opgaver til vores virksomheder med baggrund i ønsket om at energioptimere vores eksisterende bygningsmasse, siger han.

Generalforsamlingen bød desuden på udskiftninger i bestyrelsen, hvor den hidtidige næstformand, Henning Pedersen, valgte ikke at genopstille.

Ny næstformand blev Martin Skou Heideman, mens Niels Moestrup indtrådte som medlem af bestyrelsen.

Læs mere på www.traesektionen.dk
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078