Hurup Møbelfabrik skifter direktør
Henrik Dam Jespersen fratræder og afløses af Bjarne Schmidt, der senest har været adm. direktør i Multiform.
Bjarne Schmidt har de seneste fire år været direktør i køkkenvirksomheden Multiform og har desuden flere ledende stillinger indenfor salg, marketing og generel ledelse på cv’et:
- Hurup Møbelfabrik er en spændende virksomhed med en enestående forretningsmodel. Møbelbranchen har været igennem et par hårde år, men jeg ser frem til at stå i spidsen for Hurup Møbelfabrik, som trods tidens ugunst har været i stand til at skabe overskud samt fastholde og udbygge markedspositionen, siger Bjarne Schmidt.
Først vækst i Danmark – siden i udlandet
Den nye direktør tiltræder hos Hurup den 7. marts med ambitionen om at gøre fabrikken til den stærkeste aktør indenfor produktion og salg af sofaer herhjemme:
- Virksomheden har været inde i en spændende udvikling de seneste år med bl.a. opbygning af en landsdækkende møbelkæde og fordobling af produktionskapaciteten, og jeg glæder mig til at sætte mit fingeraftryk på videreudviklingen af virksomheden, siger Bjarne Schmidt, der får følgende ord med på vejen fra bestyrelsesformand Steen Halbye:
- Vi har i Bjarne Schmidt fundet en velkvalificeret og dygtig direktør, som forstår de muligheder og udfordringer, der er gældende for Hurup Møbelfabrik. Jeg er sikker på, at Bjarne er den rette mand til at lede virksomheden de næste mange år, og jeg glæder mig til vort fremtidige samarbejde med fokus på fortsat vækst på markedet i Danmark og på sigt i udlandet, siger Steen Halbye.