23948sdkhjf

Møbelfabrik afviser anklager

Erik Jørgensen Møbelfabrik risikerer en millionbøde som følge af anklager om brud på konkurrenceloven. Adm. direktør Niels Jørgensen betegner sagen som ubegrundet.
Kort før jul kom det frem, at Erik Jørgensen Møbelfabrik og to ledende medarbejdere er blevet tiltalt for at have indgået bindende videresalgspriser med sine forhandlere.

Dagbladet Børsen oplyser, at sagen omhandler flere tilfælde af lovbrud i perioden 2003-2008, hvor fabrikken ifølge anklageskriftet har beordret forhandlere til at ændre i annoncemateriale, der reklamerede med nedsatte priser på møbler fra Erik Jørgensen.

- Vi har ikke ret mange kommentarer, men vi mener, at sagen er ubegrundet, lyder det fra adm. direktør Niels Jørgensen.

Risikerer millionbøde
Hvis anklageren får medhold i sagen, kan Erik Jørgensen Møbelfabrik ifølge Børsen se frem til en bøde på omkring 1 mio. kroner, mens adm. direktør Niels Jørgensen og salgs- og marketingchef Ole Skyum står til mindre bøder.

Børsen henviser i den forbindelse til en aktuel sag, hvor Louis Poulsen Lighting for nylig erkendte sig skyldig i en lignende anklage. Virksomheden undgik en retssag ved at betale en bøde på 1,3 mio. kroner:

- Det er en virksomhed med en pæn omsætning. Sagen angår også nogle kendte og udbredte møbelklassikere, som mange mennesker gerne vil have. Derfor er bøderne ikke helt små i denne sag, siger vicestatsadvokat Hans Jakob Folker fra Bagmandspolitiet om tiltalen mod den fynske møbelfabrik.

Sagen mod Erik Jørgensen Møbelfabrik er rejst på baggrund af et kontrolbesøg i 2008, der var led i en større aktion rettet mod den danske møbelbranche.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079