Især forbrugerlyst og bedre tider smitter af på den fynske møbelfabrik Erik Jørgensen Møbler, der især er kendt for Hans J. Wegners ikoniske Ox Chair - eller Pøllestolen.
Den stramt overpolstrede Wegner-lænestol fra 1960 har også hjulpet til, at virksomheden nu lander sit største overskud i 9 år. På 3,2 mio. kr. før skat.
- Efter år der har været præget af discount i branchen mærker vi en øget interese for kvalitet og en lyst til langvarige investeringer i holdbare forbrugsgoder, som er præget af håndværksmæssig forarbejdning og kvalitet, siger Niels Jørgensen - en af to ejerledere bag det familieejede firma.
Omsætningen er vokset med cirka 10 procent i det opgjorte regnskabsår. Væksten er jævnt fordelt på hovedmarkederne, som er landene i Norden.
Men fjernmarkeder som USA og Asien kommer stadig bedre med.
- Vi er ikke så store derude endnu, men vi mærker et stort potentiale, og vi har nu nogle ganske samarbejdspartnere.
Danmark er stadig et absolut hovedmarked, og i regskabsårets løb har man åbnet et helt nyt showroom på adressen Bredgade 76, som man deler med systemreolfabrikken Montana.
- Men jeg synes, at vi allerede her i første år har mærket en øget interesse, siger Niels Jørgensen.
Erik Jørgensen Møbler udstiller i dag sine boligmøbler i Bredgade. Og møbler til det professionelle kontraktmarked i Pakhus 48 i Københavns Nordhavn, hvor firmaet har mindsket sin tidligere butiksstørrelse.
- Møbelinteressen koncentrerer sig bare mere om Indre By og ikke mindst omkring Frederiksstaden. Det mærker vi især, når der er 3 Days of Design.
Som er en årlig begivenhed i København med åbent hus hos masser af danske designproducenter.
3 Days of Design var et højdepunkt for markedsføringen i 2017. Det bliver det også i 2018, tror Niels Jørgensen.
- I år vil der poppe mange midlertidige showrooms op i områet. Så Frederiksstaden bliver et dynamitfelt i år, siger han.
Erik Jørgensen Møbelfabrik producerer i Tved ved Svendborg, hvor der især er polsterproduktion og montage. Delkomponenterne som formstøbt skum og stelkomponenter købes ind fra underleverandører, men alle lapper og stumper bliver syet og skruet sammen i Tved.
mio. kr. | 2016/17 | 2015/16 |
---|---|---|
Bruttoresultat | 32,3 | 30,2 |
Resultat af primær drift | 3,4 | 2,6 |
Resultat før skat | 3,2 | 2,4 |
Årets resultat | 2,4 | 1,8 |
Balancesum | 44,4 | 43,6 |
Egenkapital | 21,3 | 22,9 |
Antal ansatte | 51 | 51 |
Regnskabsåret blev afsluttet 30. september 2017. |