23948sdkhjf

Yngre designere med blik for industriel produktion

Tre yngre designere, under navnet ”Contrabande”, præsenterer en ny møbellinie på Scandinavian Furniture Fair, hvor industriel produktion er tænkt ind fra starten.
En trio af unge møbeldesignere, alle studerende på møbellinien på Danmarks Designskole, har forlods tænkt industriel produktion ind i designet på deres møbelserie.

Møbelserien præsenteres på Scandinavian Furniture Fair møbelmessen. Her optræder trioen under navnet Contrabande med et budskab om, at de brænder for at skabe design af høj kvalitet, men til en pris hvor almindelige mennesker også kan være med, skriver ErhvervsBladet.

Møbelserien, som endnu er langt fra at gå i produktion, præsenteres på messens såkaldte talentzone. Serien består af en væltetaburet, en fleksibel stol, en pendulophængt chaiselong og en aktiv gyngestol. Fællesnævneren er, at der er tale om bevægelige møbler, der er designet på en måde, som gør produktionen billig, skriver ErhvervsBladet.

- Man kan ikke i dag forvente, at kendte møbelproducenter kommer rendende for at få lov til at producere ens møbler. Man må også være parat til selv at satse. Præcist hvordan vi kan få produktionen i gang, kan vi ikke sige på nuværende tidspunkt. Der er flere muligheder, siger Jakob Thau, en af de tre designere, til ErhvervsBladet.

Jakob Thau kan sagtens forestille sig, at møblerne fremstilles i Kina akkurat, som han ikke vil udelukke en dansk produktion.

- Det er klart, at vi er nødt til at alliere os med folk, der har ekspertviden på områder, hvor vi ikke selv er så stærke, men vi vil meget gerne følge vore produkter længere end blot til designet, tilføjer Jakob Thau til ErhvervsBladet.

Trioens gyngestol er et godt eksempel på den "industrielle forberedelse". Stolen kan sprøjtestøbes i plast eller aluminium med høj produktionshastighed. Der er i øvrigt den lille krølle ved gyngestolen, at trioen bl.a. har tænkt på den som en spisebordsstol, kan man læse i dagens udgave af ErhvervsBladet.

Ud over Jakob Thau, som er udlært møbelsnedker, består trioen af Claus W. Poulsen, der ligeledes er møbelsnedker ved siden af, at han i en årrække har virket som bådbygger. Det tredje medlem af Contrabande er Jonas Trampedach, der har en baggrund som professionel tegner.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063