23948sdkhjf

Danmark gennemfører Finn Juhl-projekt i New York

Fem danske designere skal konkurrere om at restaurere ”Formynderskabsrådssalen” hos FN i New York. Salen er skabt af arkitekt Finn Juhl i begyndelsen af 1950’erne.
Over de næste tre år gennemgår hele FN-komplekset i New York en gennemgribende restaurering, og FN har tidligere anmodet Danmark om økonomisk støtte til at sikre salen.

I samarbejde med Realdania har Kulturministeriet og Udenrigsministeriet nu rejst de nødvendige 18 mio. kroner til projektet.

I den forbindelse er det planen at invitere fem designere til at konkurrere om at udvikle nye mødeborde og en ny stol til FN-Salen. Herudover nyproduceres den oprindelige Finn Juhl-stol (FJ51).

Konkurrencen finansieres af Udvalg for Kunsthåndværk- og design under Statens Kunstfond, og udvalget står også for at udpege designere til konkurrencen. Navnene offentliggøres medio december.

Unikt stykke dansk arkitektur
- Finn Juhl-salen er blandt de mest benyttede sale i FN og er et internationalt udstillingsvindue for dansk design og arkitektur. Samtidig med, at vi viderefører et stykke dansk kulturarv, vil vi med en designkonkurrence tilføre salen nye danske designelementer, som bringer den ind i en moderne virkelighed, siger kulturminister Per Stig Møller.

Kulturarvsstyrelsen står som garant for, at hele restaureringen sker i Finn Juhls ånd.

Fakta om Finn Juhl-salen
• Danmark bidrog oprindeligt med Finn Juhl-salen i forbindelse med opførelsen af FN-bygningen tilbage i 1950’erne.

• Salen blev alene i 2008 brugt til 399 forskellige møder og kulturbegivenheder, og hvert år passerer ca. 400.000 turister igennem på deres rundtur i FN.

• Salen fremstår i dag meget nedslidt på grund af den intensive brug gennem årene. Samtidig har to ombygningsprojekter under FN i 1964 og 1977 betydet, at den nuværende udformning ikke længere er i overensstemmelse med Finn Juhls grundlæggende designtanke.

• Med restaureringen bringes salen tilbage til det oprindelige Finn Juhl-udtryk i såvel udformning som interiør. Samtidig tilpasses den det forhold, at FN i dag har næsten fire gange så mange medlemslande som i 1945.

• Finn Juhl var blot 38 år, da han fik til opgave at tegne salen, der i dag står som et hovedværk i hans karriere. Salen er designet som en totalløsning. Det betyder, at Finn Juhl tegnede hele rummet fra loftets farverige lyskasser og trægardiner til vægpaneler, tæpper, lamper og stole.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094