23948sdkhjf

Steens Furniture optimerer sig ud af flaskehals

Et testsamarbejde med Junget og Tyrolit har givet mærkbare besparelser i behandlingsafdelingen på Steens Furnitures fabrik i Kjellerup.
Steens Furniture introducerede for nyligt møbelserien ”Steens for Kids”, og de nye børnemøbler har fået en rigtig god modtagelse i England og USA:

- Vi klager ikke i øjeblikket. Vi oplever en konstant stigning i afsætningen, specielt på MDF møbler, som det engelske marked er meget interesseret i, siger værkfører Allan Overgaard.

Steens Furniture begyndte at producere i MDF for fem år siden, og i dag udgør malede MDF-møbler cirka 40 % af den samlede produktion på 256.000 færdige emner om ugen.

Temadage banede vej for samarbejde
Den stigende efterspørgsel har øget virksomhedens fokus på flaskehalse i produktionen – specielt i behandlingsafdelingen, hvor der er flest mandetimer og løntunge arbejdsgange.

Først på året deltog Steens Furniture på temadagene ”Happy Sanding” hos Junget og Tyrolit, hvor hovedtemaet var MDF-kantslibning i gennemløb.

Det resulterede i, at møbelfabrikken indledte et samarbejde med Junget og Tyrolit. Her blev fire Junget ”Step”-aggregater monteret på en eksisterende dobbelttapper-linje, hvorefter ca. 2.500 plader blev kørt igennem som test:

- Det har vi ikke fortrudt. Selvom vi stadig er på teststadiet, så fungerer aggregaterne, som de skal. Nu er vi blot ved at spore os ind på den rigtige slibesten og fremføringshastighed. Det er jo en proces, forklarer Allan Overgaard.

Besparelsen ses allerede
Før i tiden arbejdede Steen Furniture ud fra en praksis, hvor emnerne først blev grundet to gange, dernæst mellemslebet to gange og til sidst toplakeret.

I dag kan man nøjes med at grunde og mellemslibe en enkelt gang, og dermed er det allerede på nuværende tidspunkt lykkedes at hente en besparelse:

- Jeg vil tro, at en investering, som den, vi har lavet, vil være tjent hjem på seks måneder – og det er udelukkende besparelse på lak og timeløn, jeg her taler om, siger Allan Overgaard.

Han vurderer, at man herudover på sigt vil kunne spare 50 % af omkostningerne i selve behandlingsafdelingen, og samtidig er der flere sidegevinster:

- Vi har generelt højnet kvaliteten og fået en mere ensartet kvalitet på vores produkter – samtidig med at store dybe profiler bedre vil kunne kantbearbejdes, og det vil igen give os ekstra besparelser, slutter værkføreren.

Læs mere om samarbejdet mellem Steens Furniture, Junget og Tyrolit på Jungets hjemmeside .
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065