23948sdkhjf

Her overhaler HTH Ikea: Og gør sig klar til direkte duel

Med konceptet HTH Go, som blev lanceret i foråret, ville Nobia-koncernen gerne konkurrere direkte med Ikeas populære billigkøkkener.

Det gule mærke "Gør Det Selv HTH" blev udfaset og ind blev faset et nyt og inspirerende designunivers, som går direkte efter det såkaldte "value-segment", som HTH kalder det.

Og nu går HTH yderligere Ikea efter i haserne. Den svenske varehusgigant skal i gang med at opføre et helt nyt cityvarehus ved siden af Fisketorvet i København.

Så nu indretter HTH Go en konceptbutik i det københavnske indkøbscenter.

Det er ikke for at efterabe, bedyrer HTH's marketingdirektør Palle Larsen.

- Vi har selvfølgelig noteret os Ikeas planer, men vi har selv kigget på, hvor vi gerne ville placere os, og der er vi nået til samme konklusion som Ikea. Det er et spændende centerområde med nogle spændende visioner, siger han til Wood Supply.

Han beskriver det såkaldte værdisegment, som både Ikea og HTH Go appellerer til. Det findes i vid udstrækning i storbyen. Værdikunden vil gerne have meget for de penge, der bruges. Ikke nødvendigvis fordi der skal bruges få penge.

Og så er værdikunden en smagfuld og stilbevidst kunde, der ved, hvad han eller hun vil have og som træffer mange valg selv og gør mange handlinger selv.

- Så vi indretter en citybutik, som har færre touchpoints, og hvor man kommer hurtigere igennem processen. Hvor man får en anden oplevelse og betaler en anden pris.

Smart køkkenbutik

Den nye HTH-butik, der adskiller sig fra de fleste med sin urbane placering, bliver også et pilotprojekt, der senere kan udrulles til flere storbyer.

Den bygges op i temaområder med moodboards, styleguides, boligmagasiner og masser af tilbehør, som skal inspirere.

Kunden vil selv kunne aflevere sine køkkenmål og forlade butikken for at se på Fisketorvets andre butikker, og kan så en time senere vende tilbage og se en nydesignet køkkentegning, som personalet har udformet.

- At købe et køkken er en langtidsinvestering, og mange orienterer sig online derhjemmefra, men har brug for ved selvsyn at se farverne, forstå opsætning og målene og allerhelst fornemme og mærke materialerne. Derfor forener vi 3D-modeller, lynhurtig tegneservice og rullende køkkenmoduler, fortæller Palle Larsen.

HTH Go på Fisketorvet åbner 1. september.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11