23948sdkhjf

Hvor international er din virksomhed

Mange danske virksomheder står i dag i en større forandringsproces, og de daglige krav til virksomhederne ændres hurtigere, end tilfældet var i går. Derfor er kvaliteten af de danske virksomhedsleders indsats afhængig af, hvordan de evner at tilpasse deres virksomhed til de nye forandringer, skriver direktør Tom Vejnø, e-@dvisor, i denne artikel.
Internationalisering og digitalisering er udfordringer, der trænger sig på i ledernes dagligdag. Mange kender begreberne og arbejder med dem bevidst eller ubevidst. Flere ledere har med succes udnyttet begreberne til at understøtte hinanden forstået på den måde, at man udnytter digitalisering til at blive international. Eksempelvis har mange virksomheder i dag udnyttet Internet til at kommunikere med deres kunder, leverandører, samarbejdspartnere etc.

Kommunikationen på Internettet åbner for nye markedsmuligheder, og dermed er virksomheden i gang med internationaliseringsprocessen.
Men lederne i virksomhederne mangler ofte en checkliste eller facitliste for, hvor langt de egentlig er kommet i internationaliseringsprocessen. Lederne har behov for daglige målinger på resultater, og problematikken i netop denne proces er, at den er dynamisk. Det er en »on going proces« , som aldrig stopper.

Derfor kan man dog sagtens måle de opnåede resultater af processen. Jeg vil gerne give et bud på, hvorledes man kan checke sin internationaliseringsgrad og selv videreudvikle et brugbart redskab til sin dagligdag.

Man skal som leder have meget fokus på, at internationalisering ikke kun styrker konkurrenceevnen på de udenlandske markeder, man også er et stærk middel til at styrke konkurrenceevnen på det nationale marked, da mange af de nationale samarbejdspartnere er af international herkomst.

Her kommer mit forslag til en checkliste af spørgsmål, som enhver virksomhedsleder kan besvare og dermed få en klar fornemmelse af, hvor international hans virksomhed egentlig er:

Tom Vejnøs checkliste:

• Er der i bestyrelsen medlemmer med international erfaring på ledelsesniveau?
• Er der i bestyrelsen medlemmer med bestyrelses-poster i andre internationale virksomheder?
• Er der i ledelsen medlemmer med international erfaring på salgs- og aftaleniveau (Key Account)?
• Er der medlemmer i ledelsen, der kan begå sig flydende på flere sprog (specielt de sprog, der bruges af de internationale samarbejdspartnere)?
• Er der fokus på de kulturelle forskelle, der eksisterer i forhold til de internationale samarbejdspartnere, og på konsekvenserne heraf?
• Er der en strategi for udviklingen af virksomheden baseret på det nationale og de internationale markeder, samt hvor den fremtidige vækst skal komme fra?
• Er PR- og dokumentationsmateriale udfærdiget på flere sprog, herunder f. eks. kataloger, profil, produkt/ydelse-prospekter og hjemmeside?
• Bruger virksomheden internet og e-mails som et naturligt kommunikationsværktøj?
• Har virksomheden ansatte af anden etnisk baggrund end dansk på nøgleposter i virksomheden?
• Er der internationale virksomheder i de netværk, virksomheden har adgang til?
Listen kan blive meget længere og kan nedbrydes i mange underelementer. Men for overskuelighedens skyld begrænser vi den her.
Kan man svare ja på størstedelen af disse spørgsmål, kan man konkludere, at man har et godt grundlag for at internationalisere sin virksomhed.
Svarer man nej på en del af spørgsmålene, bør man nok evaluere sit strategiske grundlag omkring internationalisering og arbejde for at få ændret nogle interne forhold.

Af direktør Tom Vejnø, e-@dvisor

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094