Trods sit farvel til direktørposten er Henrik Dam Jespersen langt fra færdig med Hurup Møbelfabrik. Han fortsætter nemlig både som medejer og som medlem af selskabets bestyrelse.
Den ledige stilling vil blive slået op i løbet af kort tid, og Henrik Dam Jespersen forbliver i stillingen, indtil en ny direktør er tiltrådt.
Den snart forhenværende direktør begrunder selv sin fratræden med ønsket om i højere grad end hidtil at anvende sine ressourcer på strategi og forretningsudvikling.
Samtidig mener han, at virksomheden har behov for nye kræfter i ledelsen i kølvandet på de senere års massive krise i møbelbranchen:
- Vi har gennemgået en tid med megen fokus på reduktion af omkostninger og tilpasninger. Nu er tiden kommet til at vi igen kan se fremad mod en stabil efterspørgsel og en mere normal samfundsudvikling igen, hvorfor bestyrelsen og jeg er blevet enige om, at vi har behov for en styrket ledelse og herunder en ny direktør, forklarer han.
Ny kædechef på vejFor at styrke ledergruppen i Hurup Møbelfabrik har bestyrelsen også besluttet at ansætte en kædechef.
Rekrutteringen vil ske i forbindelse med ansættelse af ny direktør, og den kommende kædechef får ansvaret for den operationelle ledelse af møbelbutikkerne og skal desuden deltage i udvælgelsen og implementeringen af nye butikker.
