Omsætningen i kvartalet, der dækker perioden oktober-december 2009, blev på 54,4 mio. kroner mod 61,9 mio. kroner året før.
Trods tilbagegangen er det ledelsens opfattelse, at Gabriel som minimum har fastholdt sin markedsandel i det stærkt konjunkturpåvirkede marked.
Gabriel har netop gennemført et projekt for en førende bank på det kinesiske marked, og det var stærkt medvirkende til, at selskabets aktiviteter i Kina endte 150 % højere end i første kvartal 2008/09.
- Der opleves stigende interesse for miljøvenlige og veldokumenterede møbelstoffer til det kinesiske marked, hvilket søges udnyttet i tæt samarbejde med de markedsførende erhvervsmøbelproducenter, -distributører og -forhandlere, skriver Gabriel i sin kvartalsrapport.
For at forbedre leverings- og servicekravene i Kina har selskabet netop etableret centralt lager i Shanghai.
Fortsat forventninger om sorte talPå baggrund af den aktuelle udvikling har ledelsen ikke fundet anledning til at ændre på forventningerne til hele regnskabsåret. Disse lyder dermed fortsat på en omsætning i niveauet 180 mio. kroner samt et ”forbedret resultat”.
I det forgangne regnskabsår realiserede Gabriel en omsætning på 204,5 mio. kroner samt et overskud på 1,7 mio. kroner før skat.