Det kunne være gået helt galt for det knap 90.000 m² store tag på Ideal Combi’s fabrik i Hurup på Thy, men hurtig indgriben afværgede et truende kollaps.
Thy er et af de steder i landet, hvor snefaldet har været størst, og på fabrikken havde de store driver nogle steder fået tagets stållåse til at give sig med op til 20 cm.
- Vi tog pejlinger og kunne se, at hvis vi ikke gjorde noget, så fik vi problemer. Og det skulle gøres hurtigt. Vores entreprenør siger, de aldrig har oplevet noget lignende, fortæller fabrikkens service- og vedligeholdelseschef, Mejner Kristensen, til Ingeniøren.
Tagene på den store vinduesfabrik i Thy har haft alt mellem 30 cm. og 3 meter sne liggende på grund af snefygning. De sidste par uger har 30 mand i gennemsnit været involveret i rydningsarbejdet, og stållåsene har nu så småt hævet sig igen.
For at være på den sikre side har fabrikken dog valgt at afstive de dele af taget, der har givet mest efter.
