23948sdkhjf

Voldsom brand på vinduesfabrik skabte kraftig røg

Filteranlæg på kæmpe virksomhed i Hurup, Thy, ødelagt af brand
Onsdag eftermiddag opstod der ildebrand hos vinduesfabrikken IdealCombi, der ligger på Nørre Allé 51 i Hurup, Thy. Meldingen kom klokken 14.45.

De første meldinger gik på, at branden var opstået i en spånsilo. Ifølge indsatsleder Rasmus Evaldsen var det dog i et stort filteranlæg, der ligger i en form for metalkontruktion uden for selve fabrikken.

Branden udviklede kraftig røg, og Midt- og Vestjyllands Politi opfordrede folk til at holde sig væk fra røgfanen eller søge indendøre. Røgen var ikke giftig i sig selv, men det kan naturligvis stadig være sundhedsskadeligt at indånde for megen røg.

- Har man indåndet røg og oplever åndedrætsbesvær, skal der ske kontakt til lægevagt eller egen læge, meddelte politiet.

Ved 18-tiden kunne Rasmus Evaldsen oplyse, at branden var under kontrol, og at efterslukningen var godt i gang. Det var lykkedes at begrænse ilden til selve filteranlægget med undtagelse af en endegavl og en mindre del af taget på fabriksbygningen. Desuden var nogle vinduer sprunget på grund af varmen. Der er tale om en meget stor fabrik med over 80.000 kvadratmeter under tag.

Midt- og Vestjyllands Politi har ingen meldinger om, at nogen personer skulle være kommet noget til i forbindelse med branden.

Rasmus Evaldsen fortæller, at hele 35 brandfolk fra flere stationer var kaldt til Hurup, og de fik assistance fra Beredskabsstyrelsen Nordjylland.

Ved 18.30-tiden havde direktør Claus Winther fra idealCombi ikke det fulde overblik over skadernes omfang eller brandens betydning for produktionen.

– Vi har ikke det fulde overblik, men vi ved, at der gudskelov ikke er maskiner, der er blevet berørt af branden. Men det ser ud til at have ramt alle el-forsyninger til maskinerne. Branden er under kontrol nu, og på grund af loyale leverandører er de allerede til stede med fuld mandskab for at hjælpe os med at få reetableret vores produktionsanlæg, så vi kan være kørende igen. Men hvorvidt vi mister en dag eller en uges produktion, ved vi endnu ikke, sagde Claus Winther.

Ifølge ham har fabrikken aldrig oplevet noget så voldsomt.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.487