23948sdkhjf

Tre arkitekter vinder Træprisen

Træprisen er en arkitekturpris, der uddeles af Træinformation. Prisen går til arkitekter, der har udmærket sig ved særligt kreative og nytænkende anvendelser af træ. Vinderne i år er arkitekterne Bjarke Ingels og Julien De Smedt samt designeren og møbel-arkitekten Peter Karpf, der bliver den første vinder af Træprisen for banebrydende design i træ.
Træprisen er indstiftet af Træinformation og uddeles hvert andet år i samarbejde med Trælasthandlerunionen og Træsektionen i Dansk Byggeri. I år finder prisuddelingen sted den 17. september i Sjakket, Skaffervej 4-6, 2400 Kbh. NV, kl. 15.00-17.30. Sjakket er en selvejende socialpædagogisk institution indrettet i tidligere produktionslokaler af prismodtagerne Bjarke Ingels og Julien De Smedt.

2008 er året, hvor Træprisen fejrer sit 50-års jubilæum, og det markeres med uddelingen af en ny pris for design i træ. Samtidig donerer trægrossisten DLH i anledning af firmaets 100 års- jubilæum 100.000 kr. – af de i alt 135.000 – som prisvinderne modtager sammen med Træprisen.

Træprisen er en anerkendelse, som Træinformation giver til arkitekter for innovative arkitektur- og designprojekter, hvor der indgår træ. Bjarke Ingels og Julien De Smedt belønnes for deres nyskabende arkitektur fra samarbejdet i tegnestuen PLOT og for de projekter, som de senere har arbejdet på hver især. Peter Karpf bliver den første, der modtager Træprisen for designudvikling i træ. Han får prisen for sine hudløst ærlige møbler i formpresset finér, der som arkitektoniske elementer skaber deres egne rum, og som er enestående i møbelverdenen.

Konceptarkitektur og brud med vanetænkning
Med Træprisen anerkendes Bjarke Ingels og Julien De Smedt for deres banebrydende samarbejde og deres nyskabende koncepter.

- En at de væsentligste begrundelser for, at prisen går til Bjarke Ingels og Julien De Smedt, er, at de i deres samarbejde i fællesfirmaet PLOT skabte et gennembrud i dansk arkitektur. De satte en ny dagsorden med dét, som nogle kalder konceptarkitektur, og de har skabt nye former og kombinationer af træmaterialer. Der er tale om en organisk arkitektur, og de store linjer er et brud med forfinelsen og vanetænkningen, siger Bjarne Lund Johansen, direktør i Træinformation.

Arkitekt Michael Sten Johnsen, Tegnestuen Vandkunsten, sidder i Træpriskomiteen og har været med til at pege på Bjarke Ingels og Julien De Smedt som prisvindere, fordi de har lavet nogle grænseflyttende projekter.

- De er ikke til at komme udenom! De har dannet overraskende koncepter i større målestok. De frigør sig fra arkitekturens klassiske, bundne regler – og laver deres egne, siger Michael Sten Johnsen.

Raffineret formsprog i monolitisk univers
Peter Karpf hædres med Træprisen for sine smukke, formpressede stole af finér, som foldes i flere retninger ud af ét stykke. Derved skaber han bløde, glidende overgange mellem fladerne og frembringer enkle møbler, der danner rum i sig selv.

Han er næsten mere kendt i det store udland end i sit hjemland, når man ser bort fra en snæver fagkreds, men hans talent er umiskendeligt og på linje med Poul Kjærholm og Arne Jacobsen.

- Peter Karpf har raffineret sit formsprog til det yderste i en overbevisende behandling af træets muligheder og er en af de få, der behersker det monolitiske formunivers. Han fremstår blandt de bedste i dansk møbelkunst. Som snedker kender han træets væsen og arbejder altid på træets præmisser. Han evner med stor faglig viden at skabe skulpturelt tredimensionelle møbler, som er formet ud af ét plan, siger Bjarne Lund Johansen.

Arkitekt Dorte Mandrup, indehaver af Dorte Mandrup Arkitekter ApS og samtidig medlem af Træpriskomiteen, fremhæver kvaliteterne ved Peter Karpfs værker:

- Peter Karpfs stole er nyskabende og samtidig tidløse. Hans stole er i et sammenhængende materiale, hvilket set fra en arkitekts synspunkt er en form for lettelse eller forløsning, når man skal møblere et rum. Hver enkelt stol er et smukt objekt med selvstændighed nok til at indgå i dialog med rummet. En fantastisk vedholdenhed og uafhængighed af herskende trends er med til at gøre Peter Karpf unik.

Et løft til dansk arkitektur og design
Hensigten med Træprisen er ikke-kommerciel. Det vil sige, at det ikke er muligt at indstille sig selv eller andre til priserne; dermed er der ikke noget indstillingsgebyr eller andre økonomiske vilkår, der har indflydelse på, hvem der får prisen. Den uddeles af en uvildig priskomité, som enerådigt vælger, hvem der har gjort sig fortjent til at få en udmærkelse for at udvise særlige kunstneriske kvalifikationer og teknisk dygtighed.

- Træinformation lægger vægt på høj faglighed og kreativitet. Vi ønsker, at prisoverrækkelserne afspejler god arkitektur og fremsynethed, fordi vi tror på, at det også vil fremme lysten til at arbejde med træ. Målet er at værdsætte og fremme innovativ arkitektur og design. Med Træprisen følger i alt 135.000 kr. Forhåbentlig kan prisen være med til at motivere modtagerne til at fortsætte deres arbejde – og udbygge allerede igangværende projekter eller kaste sig over nye, forklarer Bjarne Lund Johansen.

Kilde: Træinformation

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.349