Rufac tjener igen store penge, og eksporten af hæve-sænkeborde til USA ventes at være med til at øge omsætningen markant de kommende år. For få år siden var fremtidsudsigterne langt mere dystre. Det skriver fyens.dk.
Efter Claus Hansson i 2008 overtog firmaet i Rudkøbing blev der skåret til, ja ind til benet. Der blev sagt farvel 16 af de 25 ansatte, kantinen blev lukket og fabrikken strømlinet.
- I tre år kæmpede vi dagligt for at holde os i live. Vi havde store tunge udgifter, et begrænset salg, og store gældsposter. Det har flere gange set så sort ud, at jeg tror mange ville være stoppet - givet op. Men jeg har det ikke i mig at give op, siger Claus Hansson til fyens.
Vedholdenheden har givet bonus. Så meget endda, at der de seneste tre år har været tocifrede millionoverskud.