Taget blæste af møbelbutik i Vestjylland
En hel del møbler blev udsat, da Slot Møbler i Lem pludselig stod under åben himmel.
Cirka 100 kvadratmeter tag blæste af butikken, og det er gået ud over en hel del møbler i butikken, fortæller butikkens indehaver, Poul Slot.
Siden søndag aften har et hold servicefolk fra Slot Møblers forsikringsselskab ryddet op og arbejdet med at lukke hullet i butikkens tag.
- Ja, man kan godt sige, at »Open air møbeludsalg« har fået en hel ny dimension her, siger Poul Slot til Dagbladet Ringkøbing Skjern.
Fordi en del af møblerne er blevet ramt af fejl og mangler, forventer Poul Slot at arrangere et stormskadeudsalg.