Med den rette ånd er det ikke svært at tiltrække ny arbejdskraft – og med den rette ånd menes synlig ledelse og en god portion empati. Heidi og Thomas Dinesen, der både ejer og leder Dinesen Gulve – Jels Savværk i Jels, ser ud til at have fundet den rette opskrift på at tiltrække og beholde arbejdskraft.
Den synlige ledelse er da også til at tage og føle på. Der går ikke en dag, hvor de ansatte i Dinesen Gulve ikke ved, hvor de kan finde Heidi og Thomas Dinesen.
- Vores synlighed er med til at engagere alle i virksomheden og styrke vores værdier på alle niveauer, siger
Thomas Dinesen til dagbladet Børsen.
Den specielle Dinesen-ånd, der hersker i virksomheden, betyder, at man tager sig god tid til tingene og lytter til medarbejderne, der både tildeles plads og ansvar i det omfang, det ønskes.
Derfor er det idag heller ikke nødvendigt at bruge tusindvis af kroner på annoncering efter arbejdskraft. Ofte annonceres der slet ikke, da nye medarbejdere rekrutteres ved at de eksisterende medarbejdere kender nogen, der kender nogen....
Siden 1998 er virksomheden vokset fra otte medarbejdere til 60.