23948sdkhjf

Aluminium er på vej ind i møbelindustrien

Både møbelindustrien og virksomheder, der arbejder med aluminium, kan få stor gavn af et tættere samarbejde. Ved at kombinere træ og aluminium er det muligt at skabe helt nye og unikke møbeltyper. Det er konklusionen på det grænseoverskridende projekt Mini Furniture Cup.
I en uge har studerende ved Fachakademi Flensburg i tæt samarbejde med AluCluster i Løgumkloster, Udviklingscentret for Møbler og Træ i Herning og Findahls Møbelfabrik i Skærbæk, gennemført et innovationsforløb, hvor der er lagt vægt på kombinationen af aluminium og træ.

- Der er kommet flere spændende løsninger ud af samarbejdet, siger adm. direktør Orla Findahl og fortsætter:

- Vi overvejer i øjeblikket muligheden af at starte en prøveproduktion af både den bedste idé ved Mini Furniture Cup og af det bedste produkt. Nu skal vi have kontakt med aluminiumvirksomheder med speciale i rørfremstilling og i aluminiumsplader.

Findahls Møbelfabrik beskæftiger 20 medarbejdere. Virksomheden har specialiseret sig i produktion af spisestole, hvoraf 85 procent afsættes på det danske marked, mens resten eksporteres til blandt andet USA og England.

Skærbæk-virksomheden har gennem længere tid været på udkig efter et møbel som både kan anvendes indendørs og udendørs. Produktionen vil primært foregå i de perioder, hvor det er lavsæson for spisestole. Orla Findahl mener foreløbig at have fundet det nødvendige potentiale i Flensborg.

- I Sydvestjylland er vi stærke på aluminium, og derfor ser jeg naturlige samarbejdes muligheder når blot idé og produkt er det rigtige, fastslår Orla Findahl.

Hos AluCluster, der er landets eneste viden- og teknologicenter med fokus på aluminium, udtrykker projektleder Hans Lindholm tilfredshed med det grænseoverskridende projekt.

- Vi arbejder også sammen med danske designere og har forstærket dialogen med Udviklingscenter for Møbler og Træ i Herning. De bor midt i et område, hvor det er træindustrien, der dominerer, mens vi bor midt i det danske centrum for aluminium. Jeg er overbevist om, at vi i samarbejde med virksomhederne og uddannelsesinstitutionerne kan frembringe de innovative løsninger, som alle har brug for. Jeg ved, at vi er under pres fra østasiatiske producenter, men vi kan skabe løsninger, de ikke kan, siger Hans Lindholm, AluCluster.



Kilde: AluCluster

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11