Administrerende Direktør for Foreningen Dansk Møbelindustri, Keld Korsager, ser et mønster bag den seneste tids konkurser blandt de danske producenter af fyrretræsmøbler. Mønsteret fører ned til vores tyske naboer, der i øjeblikket presser prisen. Det skriver ErhvervsBladet.
- Den røde tråd er, at producenterne har været afhængige af det tyske marked, og selv om tyskerne nu har fået gang i økonomien, vil der fortsat være et kraftigt prispres, fordi den tyske detailhandel står over for yderligere fusioner. De større enheder vil presse leverandørerne yderligere på prisen, siger Keld Korsager.
I sidste uge bukkede Astralis under for presset, og i maj var det Cimber-koncernen i Farsø, det gik ud over. Og Gopo Møbler i Videbæk lukker til september som følge af de lave priser.
Årsagen til den noget anstrengte situation er, at Tysklands-eksportandel er faldet fra 51 til 23% siden 1996, og ifølge Keld Korsager skal eksportandelen helt ned på 15% før bunden er nået.
De stigende råvarepriser har også været en vigtig faktor, da priserne er steget 35% på godt to år.
Det er dog ikke alle fyrretræsproducenter, der påvirkes i negativ retning og presses af de tyske priser. Børne- og ungdomsmøbelfabrikanten Flexa Group i Hornsyld ved Horsens har ved hjælp af branding af produkterne formået at holde skruen i vandet.